Frankrigs barok- og rokokoarkitektur begyndte i 1615 og var påvirket af den italienske barok. Denne stil slog ikke for alvor igennem i Frankrig, for Ludvig 14.-tidens arkitektur 1643-1715 omtaler man snarere som klassicisme. I midten af 1700-tallet brød rokokoen igennem, især som en interiørkunst.
Frankrigs barok- og rokokoarkitektur
Frankrig. Festsalen i slottet i Versailles, det 73 m lange Spejlgalleri, blev opført 1678-84 i barok under Ludvig 14. af arkitekten Jules Hardouin Mansart, mens maleren Charles Le Brun stod for den overdådige udsmykning af loft og vægge. Ned igennem salen, der følger slottets vestfacade, er anbragt sytten spejle, hvis rytme gentages i salens modsatte side af de store, rundbuede vinduer ud imod haven.
Versailles. Midterpartiet af slottet set fra parksiden.
Barok i Frankrig
Et nybrud inden for den franske bygningskunst kom i 1615 med arkitekten Salomon de Brosses Luxembourgpalæ i Paris, opført for dronningen Maria Medici. På ny blev italiensk indflydelse mærkbar, som det også ses i Jacques Lemerciers facade til Pavillon d'Horloge i Louvres vestfløj (1624) med klassiske ornamenter og søjler. Desuden ses indflydelsen i kirker som François Mansarts Val-de-Grâce i Paris (1645), som er en behersket udgave af romerske barokkirker.
I 1667 tilkaldte Ludvig 14.s minister Jean-Baptiste Colbert italieneren Gianlorenzo Bernini for at udforme et projekt til Louvres hovedfacade mod øst. Projektet blev ikke gennemført, for Claude Perraults projekt med den store kolonnade vandt (opført 1667-1674).
Den romerske højbarok fandt ikke fodfæste i Frankrig, hvor man også bruger betegnelsen klassicisme om Ludvig 14.-tidens arkitektur.
Landslotte og palæer
Med Louis Le Vaus slot Vaux-le-Vicomtesydøst for Paris (1655-1661) var prototypen skabt for det franske landslot, en lang blok med et halvrundt fremspringende midterparti.
I Paris udvikledes en palætype, hôtel, med en hovedfløj, der var trukket tilbage fra gaden bag en forgård.
Versailles' ombygning og udvidelse
Periodens hovedværk er ombygningen og udvidelsen af slottet i Versailles fra årene efter ca. 1660 af Le Vau og Jules Hardouin Mansart i storslået forbindelse med André Le Nôtres park.
Centralismen i den franske arkitektur blev styrket med arkitekturakademiets stiftelse i 1671. Dets fremmeste lærer og teoretiker var François Blondel, en streng klassicist.
Efter Ludvig 14.s død 1715 dominerede det private byggeri, og arkitekten Jacques François Blondel fik med sine bøger stor indflydelse på udformningen af de talrige palæer og landslotte, også da rokokoens gennembrud mod århundredets midte medførte en rigere, mindre klassisk dekoration og planløsninger, der lagde større vægt på bekvemmelighed.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.