Faktaboks

Flade Kirke
Sogn
Flade Sogn
Provsti
Frederikshavn Provsti
Stift
Aalborg Stift
Kommune
Frederikshavn Kommune
Flade Kirke
Flade Kirke er bygget i starten af 1200-tallet i romansk tid. Den har kor og skib, og skibet blev forlænget mod vest med ca. 7,5 meter i senmiddelalderen. Desuden er der et våbenhus mod nord og et kapel mod syd.
Af .
Licens: CC BY SA 3.0

Flade Kirke er en sognekirke, som ligger på et bakkedrag fire kilometer sydvest for Frederikshavn.

Kirkebygning

Kirken består af et romansk kor og skib, som er bygget af munkesten i starten af 1200-tallet, en senmiddelalderlig forlængelse af skibet mod vest (med ca. 7,5 meter), et våbenhus mod nord fra samme tid og endelig et kapel mod syd fra omkring 1675.

I kirkens ældste dele, nemlig koret og skibet, er der bevaret flere oprindelige detaljer. På korets nord- og sydside, samt på skibets nordside, er der fx bevaret en egnstypisk dekoration med blændingsfelter, dvs. dekorative murnicher, som øverst afsluttes af rundbuefriser. De samme steder er der også svage spor efter oprindelige vinduer.

Som alle andre middelalderkirker havde kirken oprindeligt to indgangsdøre, som fandtes mod nord og syd i skibets vestende. Af disse er norddøren endnu i brug, mens syddøren er muret til. Alle kirkens gavle, inklusive skibets og korets, er udsmykket med hver syv trappeformede kamtakker.

Ud over kamtakkerne ses på våbenhuset også en dekoration, hvor hver kamtak har en tilsvarende, rundbuet blænding under sig. Disse står alle over et savskifte, dvs. en række hvor stenene er lagt på skrå, så deres hjørner vender udad.

Det store kapel på sydsiden fungerer i dag igen som kapel, efter en længere årrække at have været indrettet til ligkapel. I dag er det forbundet med skibet gennem en stor, rund bue, som i ligkapeltiden var muret til og udsmykket med et maleri.

Indvendigt præges kirkerummet særligt af de ubrudte, hvidkalkede vægflader og det grå bræddeloft, som kontrasterer med det overvejende rødmalede og træfarvede inventar. Over den ommurede korbue ses noget usædvanligt et savskifte; denne type dekoration optræder vanligvis kun udenfor.

Inventar og gravminder

Inventaret i Flade Kirke er fra flere forskellige perioder, med dele helt fra indvielsestiden over middelalderen, til 1500-tallet og 1700-tallet.

Døbefont fra romansk tid

Kirkens ældste inventarstykke er den romanske døbefont af granit. Den er udsmykket med to tovsnoninger på kummen, og på foden en enkel rundstav, dvs. et profileret bånd.

Krucifiks fra sengotisk tid

I kirken findes også et sengotisk korbuekrucifiks med en påfaldende lille Kristusfigur på et tilsyneladende overdimensioneret kors. Våbenskjoldet over Kristus er fantasifuldt tænkt at tilhøre ham.

Prædikestol fra 1500-tallet

Prædikestolen, som er opbygget af seks smalle fag, stammer fra 1588 og er udskåret med små, rigt skårne relieffer, som forestiller scener fra Jesu liv.

Altertavle fra 1700-tallet

Altertavlen er i enkel barokstil, vistnok fra slutningen af 1700-tallet. Centralt er den udsmykket med et yngre maleri af den korsfæstede Kristus, flankeret af to søjler, som bærer altertavlens gavl.

Gravminder

Af gravminder i kirken kan nævnes et sæt store gravsten, som er indsat i murene på kirkens inderside og yderside.

Kirkegård

Siden middelalderen er kirkegården blevet udvidet en del mod syd i første halvdel af 1900-tallet. Rundt om kirkegården er der jordfyldte kampestensdiger. Kirkegårdens eneste indgang er en køreport med fodgængerlåge mod øst. På kirkegården findes der to bevarede gravhøje fra oldtiden, som i dag fungerer som hjemsted for en flagstang og en klokkestabel af træ.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig