Engum Kirke

I romansk tid blev mange kirker opført af natursten. Dette gælder også i Engum Kirke, hvor de ældste dele er bygget af frådsten.

I kirkens ældste dele er der bevaret enkelte oprindelige detaljer. Bl.a. er flere romanske vinduer intakte, men er skjult bag senere tilmuringer og overpudsninger. Som stort set alle andre middelalderkirker havde kirken oprindeligt to indgangsdøre, som fandtes mod nord og syd i skibets vestende. Norddøren er i dag tilmuret, mens den tilsvarende syddør overfor endnu er i brug, og forbinder våbenhuset med skibet.

Omkring år 1500 gennemgik kirken en række forandringer der helt ændrede kirkens fremtoning.

På vestenden af skibet opførtes tårnet, som blev bygget af munkesten, dvs. store mursten, som i løbet af middelalderen overtog naturstenenes rolle som det foretrukne byggemateriale til kirker. Et usædvanligt træk ved tårnet er den nu tilmurede dør i nordsiden, og i vestmuren fandt man i 1982 en trappe, som tilsyneladende aldrig var taget i brug. Tårnrummet med sit usædvanligt høje hvælv er forbundet med skibet gennem en høj, spids bue, og øverst har tårnet et saddeltag med gavle i øst og vest. Østgavlen er udsmykket med tre cirkelformede blændinger, dvs. dekorative murnicher.

Det ret lave våbenhus er nogenlunde samtidigt med tårnet. Ligesom tårnet er det af munkesten, og i vestvæggen ses en gammel kamin, som blev genåbnet i 1968.

Omkring 1515-1525 blev korets østende ombygget, hvorved gavlen fik sin nuværende dekoration med en buefrise der stiger op mod gavlspidsen.

Indvendigt præges kirkerummet særligt af de hvidkalkede vægge, de høje hvælvede lofter fra 1500-tallet, samt af det usædvanligt helstøbte inventar.

Korbuen er udsmykket med usædvanlige og meget bevaringsværdige kalkmalerier fra ca. 1200-1225. Malerierne forestiller historien om Kain og Abels ofringer i det Gamle Testamente. En usædvanlig detalje er, at Kain ofrer til en djævel frem for en engel som Abel. På loftet over korhvælvet ses desuden resterne af en nadverscene fra samme periode, hvilket antyder at hele kirken har været dekoreret med kalkmalerier i romansk tid.

Kirkens ældste inventarstykker er den romanske døbefont af granit og et sjældent bærealter fra 1100-tallet eller 1200-tallet, som i dag er nedlagt i det sengotiske alterbord.

Døbefonten er ganske enkel, og er blot udsmykket med en tynd rundstav langs kummens munding.

Kirkens inventar er i dag helt igennem præget af den store restaurering i 1759-1760 hvor inventaret blev omdannet i ensartet rokokostil.

Altertavlen er således oprindeligt fra 1602, men er i dag primært rokokopræget. De blåmalede søjler, der indrammer den centrale korsfæstelsesgruppe, er fra 1602, mens selve korsfæstelsesgruppen med Kristus, Maria og Johannes er fra 1759-1760. Det gælder også de mange rigt udskårne forgyldte detaljer ligesom figurerne af de fire evangelister og øverst de to engle. I topfeltet ses et relief af Kristi himmelfart, og øverst ses Guds navn omgivet af en sky i strålekrans.

Alterbordsforsiden foran alteret er fra 1759-1761, og er marmoreret, dvs. malet så det ligner marmor.

Bag alteret, i korets hjørner, står to lukkede stole, ligeledes fra 1759-1760. De er indrettet som siddepladser til præsten og degnen, og er som alterbordsforsiden marmorerede.

Prædikestolen er fra 1611, men fra denne tid er kun den indre struktur, bærestolpen og de svagt synlige malerier på fagene bevaret. Størstedelen af de synlige detaljer er derimod fra 1759-1760. Disse tæller bl.a. de store figurer på fagene, som er udskåret som repræsentationer af fire bibelske dyder, godhed, visdom, sandhed og klogskab. Også de forgyldte blomsterdekorationer og den tilhørende prædikestolshimmel er fra istandsættelsen i midten af 1700-tallet.

Også orgelpulpituret (balkonen) med sine malede bibelscener og den usædvanligt rigt udsmykkede orgelfacade er fra istandsættelsen.

Af gravminder i kirken kan nævnes en stor mindetavle fra omkring år 1700 i rød sandsten. Hertil kommer en romansk gravsten af grålig granit, en figursten fra omkring 1540, to gravsten fra omkring 1650, samt i skibets gulv en helt udslidt sten af ukendt alder.