Faktaboks

Emilie Turunen
Født
13. maj 1984, Frederikssund
Levetid - kommentar
Opvokset nær Jægerspris
Emilie Turunen i 2014.
Emilie Turunen forlod med udløbet af europaparlamentsvalgperioden i juni 2014 politik og blev i august samme år ansat som head of public affairs hos Nykredit. Her ses hun til Nykredits årsmøde i oktober samme år.
Emilie Turunen i 2014.
Af /Ritzau/Scanpix.

Emilie Turunen er en dansk direktør og tidligere politiker, der har repræsenteret Socialistisk Folkeparti (SF) og Socialdemokratiet som medlem af Europa-Parlamentet fra 2009 til 2014.

Emilie Turunens uddannelse og baggrund

Emilie Turunen har en bachelorgrad i socialvidenskab og arbejdslivsstudier fra Roskilde Universitet. Hun uddannede sig efter sit politiske virke desuden til master (MSc) i europæisk politisk økonomi fra London School of Economics and Political Science.

Efternavnet Turunen stammer fra hendes mor, der kommer fra Finland.

Politisk virke

Emilie Turunen var fra 2008 til 2009 landsformand for Socialistisk Folkepartis Ungdom, før hun i 2009 blev en af moderpartiets kandidater ved årets valg til Europa-Parlamentet.

Ved europaparlamentsvalget den 7. juni 2009 gik SF frem fra 8 til 15,9 % af stemmerne og opnåede to af de dengang 13 danske mandater. Emilie Turunen opnåede valg sammen med nr. 1 på listen, Margrete Auken. Turunen var da 25 år gammel og ikke bare det yngste medlem, der nogensinde er valgt til Europa-Parlamentet for Danmark; hun var også indtil 2011 det siddende parlaments yngste medlem i det hele taget. Ikke desto mindre blev hun lige efter valget næstformand i Gruppen De Grønne/Den Europæiske Frie Alliance, som på det tidspunkt var navnet på den politiske gruppe, SF var medlem af. Hun beholdt denne post, indtil hun skiftede gruppe i 2013.

Ved formandsvalget i SF i 2012 støttede Turunen Astrid Krag, der tabte til Annette Vilhelmsen. Som en konsekvens af partiets formandsopgør forlod Turunen i marts 2013 SF samtidig med folketingsmedlemmerne Nanna Westerby og Jesper Petersen for at melde sig ind hos Socialdemokraterne. Hun skiftede samtidig politisk gruppe i Europa-Parlamentet til S&D.

Fra 2012 til 2014 var hun medlem af bestyrelsen i tænketanken Cevea.

Efter politik

Den 20. januar 2014, ti dage før SF's udtræden af Helle Thorning-Schmidts trepartiregering, meddelte Emilie Turunen, at hun ville forlade politik for i stedet at gøre karriere i det private erhvervsliv. Hun blev samme år ansat hos Nykredit A/S, i perioden 2017-2018 som afdelingsdirektør og 2018-2022 som underdirektør. Siden 2022 har hun beklædt posten som direktør hos Nykredit Leasing A/S.

Turunen har selv beskrevet, hvordan hendes skifte til den finansielle sektor, som hun selv i en årrække havde kritiseret fra et udgangspunkt på venstrefløjen, blev anset for kontroversielt.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig