Faktaboks

Chien-Shiung Wu
Født
29. maj 1912, Liu Ho, Kina
Død
16. februar 1997, New York, USA
Chien-Shiung Wu på Smith College ca. 1942
Chien-Shiung Wu monterer en elektrostatisk generator på Smith College ca. 1942

Chien-Shiung Wu var en kinesisk-amerikansk eksperimentalfysiker, som er berømt for sit eksperiment i 1956, der viste at paritet (højre-venstre-symmetri) ikke er bevaret i svage vekselvirkninger, sådan som forudsagt af Chen Ning Yang og Tsung-Dao Lee (f. 1926) samme år.

Wu var også en pioner indenfor eksperimenter til belysning af kvantemekanikkens fortolkning. I 1949 designede Wu sammen med sin ph.d.-studerende Irving Shaknov (1923-1953) et eksperiment, der som det første demonstrerede kvantefænomenet entanglement mellem fotoner.

Wus tidlige forskning og karriere

Wu flyttede fra Kina til USA i 1936 for at fortsætte sine fysikstudier. Hun forsvarede sin ph.d. i kernefysik i 1940 på University of California, Berkeley. Som asiatisk kvinde havde hun efterfølgende svært ved at finde job, men fik et undervisningsjob ved Smith College for kvinder. I 1942 blev hun ansat som den første kvindelige instruktor på Institut for Fysik på Princeton University.

I 1944 blev Wu rekrutteret til ManhattanprojektetColumbia University, hvor hun arbejdede med berigelsen af uran til isotopen uran-235, der bruges i fission.

Wu-Shaknovs entanglement-eksperiment

I 1949 designede Wu sammen med Irving Shaknov et eksperiment, som skulle undersøge egenskaberne ved de to gammafotoner, der produceres i annihilations-processen mellem en elektron og en positron. Wu-Shaknov-eksperimentet blev det første, der demonstrerede kvantefænomenet entanglement mellem fotoner. I 2022 gik Nobelprisen i fysik til tre fysikere blandt andet for deres eksperimenter med entanglede fotoner.

Wu-eksperimentet

Chien-Shiung Wu
Chien-Shiung Wu i laboratoriet
Smithsonian Institution, No restrictions, via Wikimedia Commons.

I 1956 blev Wu kontaktet af sin kollega på Columbia University, den teoretiske fysiker Tsung-Dao Lee. Sammen med Chen Ning Yang havde han fremsat den overraskende hypotese, at der ikke er paritetsbevarelse ved svage vekselvirkninger. Wu designede et eksperiment med betahenfaldet af grundstoffet cobalt-60, der kunne teste hypotesen. Resultatet af Wus eksperiment viste, at Lee og Yang havde ret. De udsendte betapartikler havde en foretrukken retning; de var primært venstreskruede.

Forbigået af Nobelkommiteen

Wu blev forfremmet til professor ved Columbia University i 1958. Hun modtog talrige priser og æresbevisninger men fik aldrig Nobelprisen.

Opdagelsen af paritetsbrud var ellers en sensation i fysikken. Da Nobelprisen i fysik gik til Yang og Lee allerede året efter opdagelsen i 1957, blev Chien-Shiung Wu forbigået. Det på trods af, at det er muligt at tre prismodtagere kan dele prisen, og at både Yang og Lee understregede betydningen af Wus eksperiment overfor Nobelkommiteen.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig