Caspar David Friedrich var en tysk maler og grafiker. Caspar David Friedrich var sammen med Philipp Otto Runge den tyske romantiks hovedskikkelse. Han blev født i Greifswald ved Rügen i Nordtyskland, hvor han senere hentede motiver til flere af sine malerier.
1794-98 studerede Friedrich på Kunstakademiet i København med Johannes Wiedewelt og Nicolai Abildgaard som lærere; derefter bosatte han sig i Dresden.
Caspar David Friedrichs motivverden var et kosmisk og abstrakt landskab, hvor målet var en skildring af alnaturen. Han byggede sine billeder op med kraftig betoning af forgrundens detaljer og en sammensmeltning af mellemgrund og baggrund, og han komponerede gerne elementer fra forskellige landskaber sammen til sine naturabstraktioner.
I et tidligt hovedværk som Tetschener-Altar eller Kreuz im Gebirge (1808, Gemäldegalerie Neue Meister, Dresden) ses den korsfæstede Jesus anbragt på en klippetop, omgivet af grantræer, og med det transcendentale guddommelige nærvær skildret som lyskegler, en kristen naturapoteose.
Disse naturskildringer har stærke undertoner af den for romantikken karakteristiske panteisme og mysticisme, som dyrkedes i litterære og kunstneriske kredse. I Caspar David Friedrichs billeder optræder en række gennemgående motiver som det enligtstående eller udgåede træ, en gotisk kirke eller en grav, ofte placeret i vinterlandskaber som fx Abtei im Eichwald (1809-10, Alte Nationalgalerie, Berlin).
Billederne er som regel befolket med rygvendte figurer, ensomt vandrende par, eremitter eller munke og gennemspiller de ældgamle temaer om livet og døden, det endelige og uendelige, individet og kosmos. Et hovedværk i denne genre er Der Wanderer über dem Nebelmeer (ca. 1818, Hamburger Kunsthalle).
I 2016 erhvervede Statens Museum for Kunst Caspar David Friedrichs maleri Efter stormen (1817).
Kommentarer (2)
skrev Merete Sørensen
Caspar David Friedrich
Billedtekst: Munken ved havet. Alte Nationalgalerie, Berlin. - der findes også et Neue Nationalgalerie, Berlin.
Mvh
Merete Sørensen
svarede Suzanne Rindom
Kære Merete Sørensen
Tak for tippet og kommentaren. Vi har nu tilføjet "Alte" i billedteksten.
Med venlig hilsen
Suzanne Rindom
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.