Heinrich von Kleist

Heinrich von Kleist, 18.10.1777-21.11.1811, tysk forfatter. Ikke kun hans far, der døde i 1788, men også flere af hans forfædre havde tjent den preussiske stat som officerer.

Det var derfor næsten en selvfølge, at Heinrich von Kleist allerede som femtenårig forlod sin fødeby Frankfurt an der Oder, trådte ind i hæren og deltog i felttoget mod det revolutionære Frankrig 1792-95. I 1799 tog han sin afsked og studerede indtil sommeren 1800 naturvidenskab og filosofi ved universitetet i Frankfurt.

Herefter begyndte et uroligt liv, først en pludselig rejse til Würzburg for at blive kureret for en nervøs lidelse, derpå en kortvarig ansættelse ved Indenrigsministeriet i Berlin, så en dannelsesrejse i 1801, der over Paris førte ham til Schweiz, hvor han ville virkeliggøre en rousseausk drøm om som bonde at leve i harmoni med naturen.

Det fik han hurtigt nok af og prøvede i 1803 forgæves at komme med på Napoleon 1.'s planlagte invasion i England, vendte nedbrudt tilbage og blev på ny ansat i den preussiske forvaltning indtil statens sammenbrud i 1806. Den første halvdel af 1807 sad han i fransk fængsel, mistænkt for spionage.

Efter frigivelsen slog han sig ned i Dresden, hvor han kom i kontakt med romantiske digtere og tænkere og udgav det litterære tidsskrift Phöbus. Under indtryk af den stigende modstand mod Napoleon 1. i de besatte lande oparbejdede han i denne tid en glødende patriotisme, der imidlertid svalede af efter hans flytning til Berlin i 1810.

Her fægtede han sig med nød og næppe igennem, bl.a. med sin avis Berliner Abendblätter, indtil han sammen med en veninde begik et længe overvejet selvmord ved Wannsee uden for Berlin.

Oplevelsen af verden som kaotisk og uigennemskuelig er grundtonen i Heinrich von Kleists digtning. Men op mod det sætter han en utrætteligt arbejdende forstand, der ikke giver op over for de katastrofer, som fylder hans værker. Hans stil er demonstrativt tør og saglig med næsten forpint sætningsbygning, der formelig sveder af anstrengelse for at skabe logiske sammenhænge, holde rede på omstændigheder, tidspunkter og de agerendes identitet.

Karakteristisk begynder han sine værker med en hændelse, der ligger klart belyst for læseren, men som er ubegribelig for hovedpersonen. Handlingen udgøres da af dette menneskes forgæves kamp for at integrere det gådefulde faktum i sin livsforståelse.

Det blev af afgørende betydning for Kleist, at han allerede i Würzburg lærte en af Franz A. Mesmer inspireret psykologi at kende — den animalske magnetisme, ifølge hvilken ethvert menneske i sig rummer en skjult personlighed, der i intelligens og moral er normalpersonligheden langt overlegen. Den træder kortvarigt frem i drømmen og i forskellige trancetilstande.

Problemet for Heinrich von Kleists personer er, at de næsten alle har haft et sådant øjeblik af overvældende indsigt, men at de i vågen tilstand står rådvilde over for følgerne af deres somnambule oplevelser. Forstanden kommer ikke kun til kort, men farer konsekvent vild, hvad der ytrer sig i den desperate grumhed, hvormed mennesker og nationer bekriger hinanden. Ikke sært, at både Sigmund Freud og Franz Kafka stod i gæld til ham.

Heinrich von Kleists samling af noveller, der blev normdannende ved den tætte dramatiske komposition, indledes med den paradoksale fortælling om den retskafne hestehandler "Michael Kohlhaas" (1808, filmatiseret af Volker Schlöndorff 1969), der af lutter trang til retfærdighed kommer til at sætte en grusom borgerkrig i gang.

I "Die Marquise von O..." (1808, filmatiseret af Eric Rohmer 1976) besvangres hovedpersonen i bevidstløs tilstand (eller i en tranceagtig hengivelse) af en russisk officer og kæmper fortvivlet for at forene svangerskabet med billedet af sig selv som ærbar kvinde. Novellerne optræder i Erzählungen (1810-11, på da. i Samlede fortællinger, 1982).

Hvor stor indflydelse på eftertiden novellerne end havde, rager Heinrich von Kleist først og fremmest op som romantikkens betydeligste dramatiker. Forstandens afmagt og forstillelsens kunst er temaet i komedierne Der zerbrochene Krug (1806, da. Den skårede krukke, 1992), en parodi på Kong Ødipus, og Amphitryon (1807).

Den tragiske version finder man i det storslåede drama Penthesilea (1808) om amazonedronningen, der i "følelsernes forvirring" sønderriver sin elskede Achilleus. I ridderdramaet Das Käthchen von Heilbronn (1810, da. 1818) og i Prinz Friedrich von Homburg (1811, da. 1826) med stof fra Preussens nyere historie, hvor hovedpersonernes tranceagtige indsigt kommer i konflikt med samfundets normer, afværges en tragisk udgang i sidste øjeblik.

Betydelig indflydelse på europæisk litteratur (bl.a. Karen Blixen) fik det lille essay "Über das Marionettentheater" (1810, da. 1950).