Faktaboks

Adrian Zingg
Født
24. april 1734, Sankt Gallen, Schweiz
Død
26. maj 1816, Leipzig, Tyskland
Der Raubstein in der Sächsischen Schweiz ('Raubstein i Sachsisk Schweiz') udateret, sepia.
/Kupferstich-Kabinett, Dresden.

Adrian Zingg var en schweizisk-tysk tegner, raderer og kobberstikker, der hovedsagelig virkede i Dresden. Hans landskabsfremstillinger udmærker sig ved deres rumlige dybde og en delikat, monokrom farveteknik i sepiatoner. Han fik stor betydning for den efterfølgende generation af malere, romantikerne, blandt andre Caspar David Friedrich.

Efter uddannelse i Zürich, Bern og Paris i årene fra 1753-1766 virkede Adrian Zingg fra 1766 ved kunstakademiet i Dresden, først som lærer og fra 1803 som professor i kobberstik og landskabstegning.

Zinggs to principper for landskabsmaleri

Adrian Zingg påpegede to væsentlige principper for landskabsmaleri: en dyb forståelse for naturen og værdien af at tegne med den levende natur som forbillede.

Zingg, Graff og Sachsisk Schweiz

Partie aus dem Liebethaler Grund ('Parti fra Liebethaler Grund'), udateret, sepia.
/Kupferstich-Kabinett, Dresden.

Sidstnævnte princip udmøntede sig i frie studier fra Dresdens yppige omegn og lange vandringer i Elbsandsteingebirge, ofte sammen med den ligeledes schweiziskfødte maler Anton Graff, der også virkede i Dresden. Efter disse to kunstnere kom området til at hedde Sächsische Schweiz ('Sachsisk Schweiz') en betegnelse, der stadig benyttes.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig