Jacob van Ruisdael

Jacob van Ruisdael, 1628-1682, hollandsk maler. Jacob van Ruisdael var elev hos faderen, Isaack van Ruisdael (1599-1677), og onklen Salomon van Ruysdael i Haarlem, hvor han blev mester 1648.

Allerede som ung kom Jacob van Ruisdael til at danne skole for en ny type hollandsk landskabsmaleri, der var mere naturalistisk, farvestærkt og dramatisk end det fremherskende tonale maleri.

På en studierejse i Tyskland 1650-56 fandt han inspiration til at male skove, bjerge, floder og vandfald, fx En bjergelv (udateret, Statens Museum for Kunst).

I Amsterdam fra 1657 prægedes Ruisdaels landskaber af et stærkt lys- og skyggespil, af vældige himmelrum, betoning af vejrlig som truende storm eller forestående regn samt allegoriske elementer som ruiner eller døde træer; et eksempel er Jødekirkegården (ca. 1670, Gemäldegalerie Alte Meister, Dresden).

Jacob van Ruisdaels landskabsopfattelse fik stor betydning for 1800-tallets landskabsmalere, bl.a. fra Barbizon-skolen.