Faktaboks

Bente Merete Stallknecht
Født
29. maj 1964, Frederiksberg
Bente Stallknecht
Bente Merete Stallknecht og rektor for Københavns Universitet Henrik C. Wegener hilsner på de nye studerende ved immatrikulationen den 30. august 2019.
Bente Stallknecht
Af /Ritzau Scanpix.

Bente Merete Stallknecht er en dansk læge og fysiolog, der er professor og dekan på Københavns Universitet. Hendes forskningsfelt er de basale fysiologiske mekanismer relateret til fysisk aktivitet, diabetes og overvægt, især med fokus på kvinder – både gravide, unge og ældre.

Bente Merete Stallknecht har bragt resultaterne fra forskningen ud i samfundet via en bred formidling, og hun har styrket folkesundheden via undervisning i, hvad der virker, med praktiske incitamenter og råd om træning. Hendes engagement i uddannelse og undervisning er markant.

Bente Merete Stallknechts karriere

Bente Merete Stallknecht er født på Frederiksberg. Hun blev student fra Nørre Gymnasium i 1983 og læge fra Københavns Universitet i 1992. Stallknecht begyndte at forske allerede som studerende. Hun blev kandidatstipendiat ved Medicinsk Fysiologisk Institut B i 1992 og ph.d. i 1997. I 1997 blev hun adjunkt på instituttet, i 2001 lektor og i 2003 dr.med.

Hun var professor MSO i fysisk aktivitet og fedme i perioden 2013-2016. Siden 2016 har hun været professor i sundhedsfremmende fysisk aktivitet.

Bente Merete Stallknecht var institutleder for Biomedicinsk Institut, Københavns Universitets Sundhedsvidenskabelige Fakultet fra 2015 til 2018, hvor hun blev hun prorektor for uddannelse og undervisning ved universitetet. I 2022 blev hun dekan for det Sundhedsvidenskabelige Fakultet. Samtidig er hun fortsat med at forske, og hun har initieret og ledet store forskningsprojekter også interdisciplinært og internationalt om fysisk aktivitet og fysiologi.

Bente Merete Stallknechts forskning

Bente Merete Stallknecht blev tidligt engageret i forskning, og hendes forskningsfelt har fra begyndelsen været fokuseret på fysisk aktivitet, overvægt, diabetes og de basale fysiologiske mekanismer relateret til trænings betydning for kroppen.

Hendes ph.d. Estimation of interstitial concentrations of metabolites and hormones in adipose tissue by means of microdialysis – method evaluation omfattede undersøgelser med avanceret mikrodialyseteknik til at bestemme stofskiftet i fedtvæv. I forlængelse heraf kom i 2004 disputatsen Influence of physical training on adipose tissue metabolism – with special focus on effects of insulin and epinephrine, der undersøgte de fysiologiske effekter af fysisk træning på fedtvævets stofskifte.

Forskningen, der fulgte, har også handlet om fysisk aktivitet og de fysiologiske mekanismer. Med udgangspunkt i store stringente interventionsstudier er effekten af fysisk træning blev undersøgt systematisk for gravide, for mænd og kvinder, unge og ældre, overvægtige og normalvægtige for at afgøre, hvad der virker, og hvad der ikke virker. Stallknechts formidling af forskningen har haft indflydelse på befolkningens sundhed og tilgang til fysisk aktivitet, og især hendes budskabet om, at selv en beskeden træningsindsats er bedre end ingen træning, var original og ny.

Bente Merete Stallknecht har vejledt mere end 100 bachelor-, master- og ph.d.-studerende fra medicin, folkesundhed, idræt og uddannelsen som civilingeniør i medicin og teknologi. Desuden har hun skabt et aktivt lærende miljø for den store gruppe af studerende og forskere i laboratoriet. Hun har skrevet over 100 videnskabelige artikler, plus bøger og bogkapitler, og hun har i stort omfang formået at skaffe forskningsmidler fra nationale og internationale fonde til forskningsprojekter startende allerede i studietiden.

Undervisning, formidling og ledelse

Bente Merete Stallknechts særlige interesse er uddannelser og undervisning, og hun har undervist studerende allerede tidligt i karrieren, med alt fra øvelser til store signaturforelæsninger. Hun er gået forrest med sin brug af digitalisering og moderne undervisningsteknikker og -principper. Hun har deltaget i og stået i spidsen for videnskabsfestivaler.

Universitetsledelse

Bente Merete Stallknecht var 2007-2015 leder af den tværdisciplinære uddannelse som civilingeniør i medicin og teknologi, som Danmarks Tekniske Universitet og Københavns Universitet er fælles om. Som institutleder indførte hun strategiske planer for forskningen, styrkede de akademiske medarbejdere og professionaliserede ledelsen. Som prorektor arbejde hun med at styrke uddannelser og undervisning, især med introduktion af nye principper, teknikker og digitalisering.

Bente Merete Stallknecht har haft særlig fokus på bæredygtighed, diversitet og inklusion. Som prorektor og dekan har hun indført transparente og nedskrevne politikker for evaluering af ansøgere, karriereevaluering, diversitetspolitikker m.m.

Bestyrelser, råd og nævn

Bente Merete Stallknecht har været medlem af og forperson for en lang række styregrupper, råd og udvalg indenfor forskning og universitets- og forskningsopgaver. Siden 2022 har hun været medlem af bestyrelsen for Steno Diabetes Center.

Internationalt engagement

Bente Merete Stallknecht har været gæsteprofessor ved Deakin University, Australien 2018-2021, medlem af det internationale Scientific Panel for Health, der rådgiver EU kommissionen om forskning og sundhed, 2014-2020. Medlem af Management Committee of The European University Alliance 4EU+ 2021-2022. I 2021 blev hun medlem af bestyrelsen for universitet i Trondheim, Norges Teknisk-Naturvidenskabelige Universitet.

Samfundsbetydning

Bente Merete Stallknechts forskningen er internationalt anerkendt med vigtige bidrag om de komplekse fysiologiske mekanismer, der spiller sammen med fysisk aktivitet, vægttab, sundhed, overvægt og diabetes.

Hun har arbejdet særligt for at demokratisere forskningen, så resultaterne hurtigere kunne kom ud i samfundet og blive til gavn, inklusive dristige budskaber om, at beskeden motion er bedre end ingenting. Bente Merete Stallknecht har som prorektor på Københavns Universitet styrket uddannelser og undervisning og haft særligt fokus på diversitet, inklusion, og bæredygtighed.

Bøger

Bente Merete Stallknecht har skrevet talrige bogkapitler på dansk og engelsk i større videnskabelige værker og desuden lærebøgerne: Sygdomslære for ikke-klinikere (sammen med Anneli Sandbæk og Else Marie Bladbjerg), 2012, og Praktisk procedure- og diagnoseguide. Kittelbog for yngre læger og medicinstuderende (sammen med Finn Johannsen og Erik Warncke), 1990.

Hædersbevisninger

Bente Merete Stallknecht er valgt medlem af ATV Akademiet for de Tekniske Videnskaber

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig