Trondheim

Storbyområdet Trondheimsregionen dækker otte kommuner og har 303.000 indbyggere (2020). Den ældste bydel, Midtbyen, ligger, hvor Nidelva laver en kraftig slyngning inden udløbet i fjorden og skaber en trekantet halvø. Flere brande har hærget byen og medført, at gadenettet er blevet reguleret. Flere gader er temmelig brede og skærer hinanden i rette vinkler. Midtbyens hovedgade, Munkegata, går fra domkirken og ned mod havnen. Midtvejs skæres den af Kongens gate, og her ligger det store torv med statuen af byens formodede grundlægger, Olav 1. Tryggvason. Et karakteristisk bebyggelseselement er de gamle træpakhuse (Bryggen), som kan ses på begge sider af Nidelva. Her ligger også den fredede bybro fra 1861.

I anden halvdel af 1600-tallet begyndte bebyggelsen at brede sig ud fra bykernen, og denne vækst fortsatte med stor styrke i 1800-tallet og ikke mindst efter 2. Verdenskrig, således at Trondheim i dag breder sig i en stor vifte fra centrum mod sydøst og mod syd langs hovedvejen mod Oslo.

Trondheim, der oprindelig var handelsby med især import til et stort opland, ændrede erhvervsstruktur fra slutningen af 1800-tallet og op gennem 1900-tallet, således at den i begyndelsen af 2000-tallet fremstår med et meget alsidigt erhvervsliv. Uddannelsesinstitutionerne spiller en stor rolle, ikke mindst Norges teknisk-naturvitenskapelige universitet, som har været medvirkende til en rivende udvikling af højteknologiske industri- og konsulentvirksomheder. Derudover findes eksport- og industrivirksomheder, der baseres på råstoffer fra fiskeri, skovbrug og ikke mindst landbrug, primært mælk og kød. Også den grafiske industri samt jern- og metalindustrien rummer store virksomheder. Byens gamle havn, der lå ved elvmundingen, er senere blevet stærkt udbygget og ligger nu ud mod fjorden i et kvarter, som også rummer jernbanestationen. Her ligger byens største industriområde, som dog i stigende grad suppleres med arealer langs de store, stærkt udbyggede indfaldsveje.

Som centrum for landsdelen Trøndelag har Trondheim en række private og offentlige servicefunktioner, herunder kunst og kultur. Om sommeren tiltrækker byen mange turister, som især kommer for at se domkirken, Nidarosdomen; prinsesse Märtha Louises bryllup i 2002 foregik her. Til Trondheim hører også øen Munkholmen.

Erkebispegården nær domkirken stammer fra 1100-tallet og er en af Nordens ældste profane middelalderbygninger; den var ærkebisperesidens indtil 1537 og rummer nu repræsentationslokaler og museum. Byens ældre huse er for en stor del af træ, bl.a. Stiftsgården (1774-78), der siden 1906 benyttes som kongebolig. I centrum ligger også Vor Frue Kirke fra 1200-tallet (ombygget i 1600-1700-tallet), Katedralskolen (grdl. 1152), opført 1777-87 af C.F. Harsdorff, koncertbygningen Olavshallen, åbnet 1989, og Trøndelag Teaters nye bygning fra 1997. Mod syd ligger universitetet med nye bygninger opført 1974-78 af Henning Larsen, mod øst fæstningen Kristiansten fra 1600-t. og mod NØ gården Ringve med musikhistorisk museum og Tordenskioldmuseum. Blandt Trondheims museer er Trondheim Kunstmuseum, Folkemuseet for Trondheim og Trøndelag, Vitenskapsmuseet (grundlagt 1760) med arkæologiske, kulturhistoriske og naturvidenskabelige samlinger og det internationalt kendte Nordenfjeldske Kunstindustrimuseum (grdl. 1893) med rige samlinger af kunsthåndværk og design.

Domkirken, kaldet Nidarosdomen, er Norges nationalhelligdom og med en længde på 102 m en af Nordens største middelalderbygninger. Omkring 1070 påbegyndtes opførelsen af en stenkirke, hvortil skrinet med Olav (2.) den Helliges lig blev ført. Tværskibet med det mægtige tårn opførtes fra ca. 1130 i engelskpåvirket romansk stil, mens byggeriet siden slutningen af 1100-tallet, bl.a. koret og oktogonen mod øst samt skibet, er præget af gotikken, ligeledes i engelsk udformning. Kirkens vestligste del opførtes 1248-ca. 1300. Efter flere brande lå store dele af bygningen i ruiner. I 1869 påbegyndtes en genopbygning, der stort set afsluttedes med genrejsningen af sydvesttårnet i 1968; den omstridte genskabelse af vestfacaden omfatter også talrige statuer, udført af norske billedhuggere.

I tilslutning til en nyanlagt kongsgård udvikledes tidligt i 1000-tallet en handelsplads på stedet, som blev valfartsmål efter indsættelsen af Olav (2.) den Helliges skrin i Clemenskirken i 1031. Trondheim blev bispesæde i 1075 og i 1152 ophøjet til sæde for Norges ærkebiskop; fra 1170 blev ærkebispedømmet benævnt Nidaros, men under unionen med Danmark fra 1380 vandt navnet Trondheim (Trondhjem) frem. Fordrivelsen af ærkebiskop Olav Engelbrektsson i 1537 markerede Reformationens indførelse i Norge og afslutningen på Trondheims storhedstid. Handelsmæssigt fik Bergen efterhånden overtaget. Svenskerne besatte kortvarigt byen under Den Nordiske Syvårskrig 1563-70; ved Roskildefreden 1658 blev Trondheim len afstået til Sverige, men vendte ved Freden i København 1660 tilbage til den danske konge.

Trondheim er gentagne gange blevet hærget af brand; efter en storbrand i 1681 blev gadenettet gennemgribende nyreguleret. I løbet af 1800-tallet bragte den voksende trælasthandel fremgang for byen, som i 1877 fik jernbaneforbindelse. Siden 1907 er norske konger blevet signet i Trondheim.