Møgelkær Kirke er det officielle navn for fængselskirken i Møgelkær Fængsel. Kirken ligger midt i fængselsanlægget, og er forbeholdt fængslets indsatte.

Kirkebygning

Kirken er opført i 2007 efter tegning af bygningsinspektør Bent Jensen. Kirken blev bygget af fængslets egne håndværkere med engageret hjælp fra de indsatte.

Kirken

Kirken er opbygget i korsform med kirkerum i den søndre del af bygningen og et møderum med køkken i den nordlige del. I den vestre korsarm er der indgangsparti, mens den østre korsarm fungerer som kontor for præsten.

Kirken er bygget af gule mursten med et stejlt tag belagt med sort tagpap. På sydgavlen er der en korsformet blænding, dvs. en dekorativ murniche.

Kirkens indre

Selve kirkesalen er orienteret med alteret i syd. Det hvidmalede kirkerum med åben tagstol oplyses af store gulv-til-loft-vinduer, og præges af det farverige inventar.

Inventar i Møgelkær Kirke

Kirkens inventar er næsten alt sammen fremstillet i fængslet. Inventaret er skabt i et samarbejde mellem kunstterapeut og glaskunstner Vibeke Skov, fængselspræsten og de indsatte. Næsten alt inventaret er derfor også præget af farverige glasmosaikker.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig