All England
All England i 1902.

All England er verdens ældste badmintonturnering. Den er blevet spillet siden 1899 og har efter De Olympiske Lege, hvor badminton kom på det officielle program i 1992, og VM status som den mest prestigefyldte turnering i verden. All England blev regnet for de uofficielle verdensmesterskaber i badminton frem til 1977, hvor det første VM i badminton blev spillet.

2024-udgaven af All England, hvor turneringen har sit 125-årsjubilæum, spilles fra 12. til 17. marts.

Historie

The utilita arena
Utilita Arena i Birmingham. Foto fra 2021.
Af .
Licens: CC BY SA 2.0

I turneringens første fire år fra 1899 til 1902 gik den under navnet The Open English Championships, hvorefter den siden har heddet The All England Championships – som regel blot kaldet All England.

Det første år blev der ikke konkurreret i single, men siden år 1900 er der hver gang blevet uddelt medaljer i herre- og damesingle samt i herredouble, dame-doubleog mixed double. Turneringen blev ikke afholdt i årene 1915-1919 og 1940-1946 på grund af henholdsvis 1. og 2. Verdenskrig.

I de første 95 år blev All England spillet forskellige steder i London. Oftest i Wembley Arena, hvor turneringen holdt til fra 1957 til 1993. Siden 1994 er turneringen blevet spillet i Birmingham – i Utilita Arena Birmingham, som åbnede i 1991, og som de første mange år hed National Indoor Arena.

All England var frem til 1980 til en amatørturnering. Det år var der for første gang pengepræmier, og perioden derfra omtales derfor som the Open Era.

Det engelske badmintonforbund, der i dag hedder Badminton England, har altid organiseret turneringen.

Dansk succes i All England

All England
Erland Kops ved All England i 1966.
All England
Af /Nordfoto/Ritzau Scanpix.

I 1931 deltog der første gang spillere uden for Storbritannien, og i 1935 var der for første gang spillere med fra Danmark. I 1938 nåede Jesper Bie som første dansker frem til en finale, som han dog tabte, og allerede året efter kom de første danske triumfer, da Tage Madsen (1919-2004) vandt herresinglerækken, mens Ruth Frederiksen (senere Dalsgaard) og Tonny Olsen (senere Ahm) vandt i damedouble.

1948 blev alle tiders bedste danske år i turneringen, idet det er det eneste år, hvor det er blevet danske sejre i alle rækker. Jørn Skaarup, Kirsten Thorndahl (1928-2007), Preben Dabelsteen (1925-2017)/Børge Frederiksen, Tonny Ahm (1914-1993)/Kirsten Thorndahl og Jørn Skaarup/Kirsten Thorndahl strøg alle til tops.

I de efterfølgende årtier blev det til mange danske sejre. Faktisk så mange, at Danmark i godt 20 år efter 2. Verdenskrig var den mest vindende nation i turneringen, og især Erland Kops' syv sejre i herresingle står som en af dansk badmintons mest ikoniske bedrifter nogensinde.

Flest danske sejre

Spiller Antal Periode
Finn Kobberø 15 (7 i herredouble og 8 i mixed double 1955-1966
Tonny Ahm 12 (2 i single, 6 i damedouble og 4 i mixed double 1939-1952
Erland Kops 11 (7 i single og 4 i herredouble) 1958-1969
Kirsten Thorndahl 11 (1 i single, 5 i damedouble og 5 i mixed double) 1947-1961
Ulla Strand (1943-2007) 10 (3 i damedouble og 7 i mixed double) 1962-1972
Jørgen Hammergaard Hansen 6 i herredouble 1955-1964
Poul Holm (1920-2000) 5 (1 i herredouble og 4 i mixed double) 1947-1952
Svend Pri 4 (1 i herresingle og 3 i mixed double) 1967-1975
Morten Frost 4 i herresingle 1982-1987

Finn Kobberø er den femtemest vindende spiller i All Englands historie, kun overgået af George Allan Thomas (1881-1972), Frank Devlin (1900-1988), Judy Devlin (f. 1935) og Meriel Lucas (1877-1962).

I løbet af 1970'erne og 1980'erne mistede Danmark sin dominerende position i turneringen. Men fra de to årtier satte to af dansk badmintons største navne nogensinde alligevel et markant aftryk. Den ene var Lene Køppen, der vandt damesinglerækken i 1979 og 1980 og var tabende finalist i 1977 og 1981. Den anden var Morten Frost, der vandt i herresingle i 1982, 1984, 1986 og 1987 og tabte finalerne i 1983, 1985, 1988 og 1989.

Siden har kun to danske spillere opnået tre sejre i turneringen. Thomas Lund vandt i mixed double med Pernille Dupont (f. 1967) i 1992 og med Marlene Thomsen (f. 1971) i 1995, og i 1993 vandt han i herredouble sammen med Jon Holst-Christensen (f. 1968). Tine Baun vandt turneringen i 2008 (som Tine Rasmussen), 2010 og 2013.

De to seneste danske sejre i All England har Viktor Axelsen stået for. Han vandt i 2020 og 2022.

Flest sejre i All England

Spiller Land Antal Periode
George Allan Thomas (1881-1972) England 21 (4 i single, 9 i herredouble og 8 i mixed double) 1903-1928
Frank Devlin (1900-1988) Irland 18 (6 i single, 7 i herredouble og 5 i mixed double) 1922-1931
Judy Devlin (f. 1935) USA 17 (10 i single og 7 i damedouble) 1954-1966
Meriel Lucas (1877-1962) England 16 (6 i single, 10 i damedouble og 1 i mixed double) 1899-1910

Asiatisk dominans

All England
Kineseren Lin Dan (f. 1983) i All England-finalen i 2016. Lin Dan vandt All England seks gange i løbet af sin karriere.
All England
Af /AP/Ritzau Scanpix.

Anført af en enorm udvikling i flere asiatiske lande voksede verdenseliten gevaldigt i løbet af 1970'erne og især det efterfølgende årti, hvilket i høj grad også kan ses på resultaterne i All England. Indonesien og Japan opnåede mange sejre i 1970'erne, og i løbet af 1980'erne blev Kina og Sydkorea de dominerende nationer.

Kina havde faktisk slet ikke været med i turneringen før i 1982, men har siden været den mest vindende nation af alle, og Lin Dan (f. 1983), som generelt anses som alle tiders bedste herresinglespiller, er også en af de største profiler i turneringens historie. Han vandt turneringen seks gange.

Flest sejre i herresingle har indoneseren Rudy Hartono (f. 1949), der i to af finalerne, i 1970 og 1972, besejrede Svend Pri. I 1975 mødtes de to også i den afsluttende kamp, og her blev det til dansk sejr.

Flest sejre i herresingle

Spiller Land Antal Periode
Rudy Hartono (f. 1949) Indonesien 8 1968-1976
Erland Kops Danmark 7 1958-1967
Frank Devlin Irland 6 1925-1931
Lin Dan (f. 1983) Kina 6 2004-2016
Ralph Nichols England 5 1932-1938

Flest sejre i damesingle

Spiller Land Antal Periode
Judy Devlin USA 10 1954-1967
Meriel Lucas England 6 1902-1910
Ethel Thomson England 5 1901-1906
Marjorie Barrett (1889-1968) England 5 1926-1931
Kitty McKane (1896-1992) England 4 1920-1924
Hiroe Yuki (1948-2011) Japan 4 1969-1977
Susi Susanti f. 1971) Indonesien 4 1990-1994

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig