Åstrup Kirke (Faaborg-Midtfyn Kommune)

Den oprindelige kirke er opført i den romanske periode. De romanske kirker kendetegnet ved brug af runde buer blev bygget af natur- og teglsten, og i Åstrup var kirken opført i granit.

Den romanske kirkes skib er endnu bevaret i kirkens to midterste fag. Her har der oprindeligt været en dør mod syd og en mod nord. Syddøren er muret til, men den kan stadig spores i murværket. Norddørens hul er helt forsvundet, da man indsatte den nuværende dør.

Teglstenene kom til Danmark i middelalderen. Det gav mulighed for, at man kunne bygge billigere og nemmere, og i den sene middelalder blev det i den nye, gotiske stil. Her byggede man i brændt tegl kaldet munkesten, som er lidt større end nutidige mursten. Den gotiske stil er kendetegnet ved dekorationer af trappeformede gavle med kamtakker og systemer af dekorative murnicher i form af blændinger, og særligt var der præference for høje spidsbuer.

I den senromanske eller unggotiske periode byggede man kirken om i teglsten. Her rev man det romanske kor ned og opførte det nuværende langhuskor.

Til det fladloftede langhus blev der i den senere del af middelalderen føjet en vestforlængelse, hvorefter tårn og trappehus fulgte. Våbenhuset tilhører med al sandsynlighed ligeledes sengotisk tid, mens en mindre forhøjelse af kirken og den efterfølgende overhvælving af langhuset afsluttede de middelalderlige byggeaktiviteter

Sydkapellet eller Brockenhuus’ kapel med tilhørende gravkrypt er opført i 1584 i renæssancen. Under østfacadens kalklag anes øverst et solur, hvis skive udgøres af et ‘net’ af indridsede streger. Soluret, som er lavet af en kyndig solurmager, mangler nu pinden, der var placeret, hvor midterlinjen møder den horisontale, øvre linje.

Kort efter sydkapellets opførelse blev tårnet forhøjet, og det arbejdet var færdiggjort i 1594. Tårnet er dog kraftigt præget af dets taggavle, der ligesom våbenhusets og trappehusets, stammer fra kirkens istandsættelse i 1851-1854. Her blev taggavlene opført i deres nuværende form de svungen former i renæssancestil.

Kirken er i det indre hvidkalket, og kirkerummet bærer i høj grad præg af langhusets krydshvælvede lofter. Hvælvene kom til i den sengotiske periode, hvor man med teglstenene nu kunne lave de lette, opadstræbende hvælv. Da man byggede kirken om, erstattede man det oprindelige bjælkeloft med hvælv, som man byggede ind i den eksisterende kirke.

Kirkens ældste genstand er den romanske døbefont af granit. Den er rigt udsmykket med ranker og mønstre, men den er kraftigt præget af, at den senere er blevet hugget op, så reliefudsmykningen står skarp.

Altertavlen fra 1852-1853 er et kraftigt rammeværk omkring altermaleriet. Den har på siderne skråtstillede dele med hver to konsoller, hvorpå der står figurer af apostlene: mod nord Paulus og Peter, mod syd Johannes og Jakob den Ældre. I midten er over alterbilledet en høj, trekantet prydgavl med egeløvsranker. Altermaleriet afbilder korsbæringen, der er malet af Jørgen Roed med forlæg i Rafaels maleri af Kristus, der falder med korset (1517).

Kirkens bænke og prædikestolen er fra 1852-1853. Sidstnævnte har seks fag uden udsmykning, og kurven hviler på en ottekantet bærestolpe.

Kirken rummer en mindetavle fra omkring 1864 og tre gravsten fra anden halvdel af 1500-tallet. Ved sydsiden er Brockenhuus’ kapel med tilhørende krypt indrettet senest 1584 af Eiler Brockenhuus, hvis prægtige gravsten fra 1589 er ophængt i kapellet.

I tårnrummet er Det Cicignonske Kapel indrettet omkring 1765. Kapellet rummer et epitafium, dvs. mindesmærke, fra 1804 og tre sarkofager fra omkring 1744 og 1765.