Faktaboks

Ådum Kirke
Sogn
Ådum Sogn
Provsti
Skjern Provsti
Stift
Ribe Stift
Kommune
Ringkøbing-Skjern Kommune
Ådum Kirke
Ådum Kirke set fra nordvest. Kirken er en romansk bygning, som består af kor og skib, hvortil der knytter sig to sengotiske tilbygninger, et våbenhus på sydsiden samt et tårn i vest. Foto: 2006.
Af .
Licens: CC BY SA 3.0
Ådum Kirke
Runesten på Ådum kirkegård med indskriften 'Thorulv satte sten efter Toke Tokesøn, den ypperste. Gud hjælpe hans.' Foto: 2012.
Af /NATIONALMUSEET.
Licens: CC BY SA 4.0

Ådum Kirke er en sognekirke, som ligger ca. ni km sydøst for Skjern i den nordøstlige udkant af landsbyen Ådum. Kirken, der tidligere blev benævnt Oddum, ligger sydligt på den udvidede kirkegård, hvis hegn udgøres af lave stendiger. På kirkegården er syd for kirken henstillet en runesten, den såkaldte Oddum-sten, der er fundet i kirkediget.

Kirkebygningen

Kirken er en romansk bygning, som består af kor og skib, hvortil der knytter sig to sengotiske tilbygninger, et våbenhus på sydsiden samt et tårn i vest.

Kor og skib er opført af granitkvadre over en sokkel med skråkant. Af oprindelige åbninger er kirkens syddør i brug, mens norddøren er tilmuret, begge med retkantede overliggere. På kirkens nordside er tre rundbuede vinduer bevaret, et i koret og to i skibet. I tårnets og korets murværk ses yderligere to genanvendte overliggere, muligvis fra sydsidens vinduer. I det indre er kor og skib, der forbindes af en rundbuet korbue af granitkvadre med profilerede kragbånd (dvs. de nederste sten, som buen hviler på), dækket af flade bjælkelofter.

Tårnet er opført af granitkvadre og munkesten, førstnævnte genbrugt fra skibets vestgavl. Opgangen til overetagen sker gennem et trappehus på nordsiden, hvor der er en fladbuet dør i spidsbuet spejl (dvs. det felt, der er over en muråbnings yderste kant). I det indre overdækkes tårnrummet af et krydshvælv, mens skib og tårn forbinder sig gennem en rundbuet arkade. Tårnet var oprindelig højere, men blev i 1808 skåret ned til nuværende højde og overdækket af pyramidetaget, formentlig pga. dårlig vedligeholdelse.

Våbenhuset er opført af kampesten og munkesten og smykkes på trekantgavlen af fire savskifter, dvs. rækker hvor stenene er lagt på skrå, så deres hjørner vender udad.

Kirkens inventar

Inventarets ældste stykke udgøres af den romanske granitdøbefont med glat kumme og simpel randprofilering. Ellers domineres inventaret først og fremmest af velgjorte og detaljerede renæssancesnitværker. Disse omfatter stolestaderne (dvs. kirkens bænke) fra 1500-tallets slutning, der bl.a. har relieffer af personer i tidens påklædning, prædikestolen med himmel fra begyndelsen af 1600-tallet, altertavlen fra 1600-tallets første fjerdedel samt fontehimmelen fra omkring 1625.

Altertavlen, hvis nuværende bemaling er fra 1960, har i midtfeltet et maleri af nadveren fra 1830, opmalet i 1891.

Læs mere i Den Store Danske

Læs mere i Trap Danmark

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig