Palæontologi, studiet af fortidens dyr og planter på grundlag af fossiler. Palæontologien søger at beskrive livets udvikling og fortidens livsbetingelser på Jorden samt at bidrage til forståelsen af de evolutionære processer. Palæontologi er et vidtfavnende fagområde, hvis arbejdsmetoder i det væsentlige er biologiske og geologiske, men faget inddrager også viden fra andre naturvidenskabelige områder som fx kemi og fysik. Se også evolution, geologi og Jorden (Jordens udvikling).
Faktaboks
- Etymologi
- Ordet palæontologi kommer af palæo- og græsk on 'væsen', gen. ontos, og -logi, dvs. 'læren om gamle væsner'.
Foruden de grundvidenskabelige aspekter finder faget stor praktisk anvendelse, bl.a. til aldersbestemmelse af geologiske lag. Palæontologien opdeles ofte i palæozoologi, der behandler fossile dyr, og palæobotanik (fytopalæontologi), der omhandler fossile planter. Palæontologiens biologiske tilknytningsforhold er særlig tydelige i forbindelse med dokumentationen af de fossile vidnesbyrd, idet uddøde og nulevende organismer beskrives og navngives efter de samme regler, dog med den forskel, at fossilers bløddele sjældent er bevaret. Der anvendes også biologiske arbejdsmetoder, når uddøde arters slægtskabsforhold, systematik og økologi skal beskrives. Deres levevis kan skønnes ved sammenligning med nære nulevende slægtninge, såfremt fossilerne højst er nogle få mio. år gamle. Hvis fossilerne er ældre og uden levende slægtninge, må levevisen rekonstrueres ud fra en funktionel og formmæssig sammenligning med tilsvarende nulevende dyr: Dinosauren Triceratops fra Kridt har fx et skelet, der ligner det moderne næsehorns, og man kan derfor antage, at de to dyr har haft nogenlunde ens bevægelsesmønstre.
Geologiske undersøgelser af fossilførende lag kan give vigtige oplysninger om det fysiske miljø. De kan fx afsløre, om et dyr oprindelig blev indlejret i sedimenter i havet, i en sø eller måske under flyvesand i en ørken. Fossilernes indhold af sjældne grundstoffer samt ilt- og kulstofisotoper kan give supplerende oplysninger om fx de temperatur- og næringsforhold, som dyrene levede under.
Selvom fossiler er uhyre almindelige i mange geologiske lag, udgør de ikke et repræsentativt udvalg af datidens dyre- og planteverden. Det vides fra nulevende organismer, at mulighederne for at bevare dem som fossiler er vidt forskellige fra gruppe til gruppe. Undersøgelser af fossileringsprocesserne (tafonomiske undersøgelser) er derfor en vigtig del af alle palæontologiske studier, bl.a. for forståelsen af sammensætningen af dyresamfund.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.