George Gaylord Simpson, 1902-1984, amerikansk palæontolog. Han blev i 1927 tilknyttet American Museum of Natural History og fungerede fra slutningen af 1940'erne samtidig som professor ved Columbia University, New York. 1958-68 var han professor ved Harvard og 1968-82 i Tucson, Arizona. Hans speciale var pattedyrenes palæontologi, specielt den amerikanske faunas tidlige udvikling, som han beskrev i flere, nu klassiske arbejder. Bredt kendt blev han for at inddrage palæontologien i neodarwinismens gennembrud gennem værket Tempo and Mode in Evolution (1944). Af senere arbejder kan nævnes Splendid Isolation (1980) samt Fossils and the History of Life (1983).