Krokodiller er skælklædte og har en fra siden sammentrykt, muskuløs hale, der gør dem velegnede til deres akvatiske levevis. Snuden er forlænget, og næseborene ender oven på spidsen, så krokodillerne kan ånde med blot snudespidsen oven vande. En lang gane adskiller næsepassagerne fra munden; passagerne udmunder først i svælget bag ved en klap fra ganen og en fra tungen. Klapperne bevirker, at krokodiller kan have munden fyldt med vand uden at få noget i lunger eller tarm. Når de dykker, lukkes næseborene. Tungen er kort; tænderne sidder i huler i kæberne og skiftes livet igennem. Sanserne er veludviklede, og hjernen er bedre udviklet end hos andre krybdyr. Krokodillerne har ret korte ben; forfødderne har fem tæer, bagfødderne fire.
De egentlige krokodiller kendes på, at fjerde, forstørrede tand i undermunden passer ind i et hak på overkæben og kan ses, når munden er lukket. Gavialen adskiller sig fra alligatorer og kaimaner ved, at de som de egentlige krokodiller har poreformede sanseorganer på bugskællene, ved deres spidse snude og ved, at deres underkæbegrene er sammenvoksede til den 23. tand, modsat hos resten af krokodillerne, hvor det højst er til den 15. tand. Sluttelig kan alligatorer og kaimaner skelnes på, at næsehulerne er adskilt af en længdegående benvæg hos alligatorerne, og at de derfor har større afstand mellem næseborene. Der kendes to nulevende arter af alligatorer, fem arter af kaimaner, 14 arter af egentlige krokodiller samt gavialen. De største er farlige for mennesker.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.