Tahiti

Tahiti blev beboet af polynesere, der kom sejlende til øen for omkring 2600 år siden. De levede i klaninddelte grupper, der delte sig mellem dem, der boede i øens indre, og kystklaner.

De første europæere kan have været portugisiske og spanske søfarende i slutningen af 1500- og begyndelsen af 1600-tallet. Men øen og dens civilisation blev gjort berømt i Europa gennem franske og engelske opdagelsesrejsendes beskrivelser, som bidrog til forestillingerne om de "ædle vilde" og deres enkle, frie liv. En beskrivelse, der også fik næring af filosofferne Rousseau og Diderot, som aldrig selv satte fod på øen. Mytologiseringen af øen, som i perioder antog proportioner af en europæisk kult, blev også næret af de mange europæiske berømtheder, der lagde vejen forbi – Bougainville, Cook, mytteristerne fra skibet Bounty, Darwin og den franske maler Gauguin, som var der i 1891-1893 og igen i 1895-1901.

Først hvalfangere og snart efter missionærer bidrog i 1790'erne til en destruktiv transformation af det lokale samfund. Hvalfangerne kom med alkohol, introducerede prostitution og spredte kønssygdomme. Missionærerne forsøgte at erstatte de lokales kosmologi med kristendom. Den samlede effekt af europæernes tilstedeværelse blev, at en fransk folketælling i 1854 opgjorde lokalbefolkningen til 6000, hvor der var anslået 50.000 til 200.000 før europæerne. Briterne og franskmændene forsøgte på hver deres måde at få Tahiti under deres imperiale kontrol, og i 1881 lykkedes det franskmændene at gøre Tahiti til en fransk kommune. Øen blev angrebet af tyske krigsskibe under 1. Verdenskrig.

Sammen med resten af Fransk Polynesien blev Tahiti i 1946 gjort til fransk oversøisk territorie, som også betød, at tahitianerne blev franske statsborgere. Frankrigs atomprøvesprængninger i Fransk Polynesien begyndte i 1966, og i 1974 drev en radioaktiv sky ind over Tahiti. Nogle rapporter har vist, at tahitianere blev udsat for 500 gange den maksimale anbefalede eksponering over for plutonium. Tahiti og Fransk Polynesien skiftede i 2004 status til oversøisk land. I dag er tre ud af fire beboere lokale, og cirka hver tiende er fra selve Frankrig.

En væsentlig del af den økonomiske samhandel er med Frankrig, der står for 40 % af Tahitis importerede varer og modtager af 25 % af eksporten. Andre vigtige handelslande er Kina, USA, Sydkorea og New Zealand. Turisme er en vigtig økonomisk faktor for Tahiti. Og her er det fortsat billedet af idylliske, uberørte strande og en eksotificeret lokalbefolkning, der er trækplastret.

Tahitiansk er et østpolynesisk sprog, der tilhører den austronesiske sprogfamilie. Sproget tales af ca. 100.000 på Tahiti og Selskabsøerne og af de fleste indbyggere på Tuamotuøerne og Australøerne, hvor det er ved at fortrænge de lokale sprog. Tahitiansk er bl.a. karakteriseret ved, at ordforrådet er præget af navnetabu; se noa-ord.

Kulturen er polynesisk, og det vil sige præget af en kosmologi, som man finder i andre polynesiske kulturer. Det, der adskiller dem fra hinanden, er primært graden af indimellem voldsom destruktiv påvirkning udefra. Europæernes langvarige store interesse for Tahiti har været enormt skadelig for den lokale kultur.

Tahiti afholder en årlig festival i juli, Heivā, som bl.a. involverer langdistancekapsejlads i stil med den oprindelige bosættelse af hele Polynesien. Derudover spiller tatovering og dans en stor rolle i forhold til vedligeholdelse og overdragelse af den lokale kultur, traditioner og kosmologi.

• Fransk Polynesien
• Papeete