Fransk Polynesien

Øgrupperne er det eneste franske landområde, der har status af oversøisk land. En status, det overgik til i 2004 efter at have været et fransk oversøisk territorium på lige fod med andre territorier. Land skal dog ikke forstås som en juridisk bindende, for det er stadig Frankrig, der hævder suveræniteten over Fransk Polynesien. Til gengæld har øerne delvis autonomi på en række områder som sundhed, miljø og udvikling, mens Frankrig har kontrollen med domstole, sikkerhed, offentlig orden, valuta, forsvar og udenrigspolitik.

I stil med Grønland sender Fransk Polynesien tre medlemmer til den franske nationalforsamling. Protester mod det franske overherredømme har i de senere årtier rettet sig imod de franske atomprøvesprængninger på atollen Muroroa og især manglende gennemsigtighed i det efterfølgende oprydningsarbejde.

Omkring 90 % af befolkningen er født i Fransk Polynesien, og to tredjedele betragter sig som polynesere. Under 10 % er født i selve Frankrig, og det tal har været dalende gennem de seneste årtier. De fleste med ikke-polynesisk ophav bor på Tahiti, især i hovedbyen Papeete. Selv om øerne er spredt over et meget stort havområde taler de polynesiske folk varianter af polynesisk, som inddeles i to hovedgrupperinger.

Før europæernes ankomst havde øerne en naturalieøkonomi. Arbejde blev styret og uddelegeret af klanledere og shamaner. Man byggede terrasselandbrug og afstivede flodbredder, og brugte koralrev til fiskefarme. Med europæernes ankomst svandt befolkningen ind som konsekvens af især introducerede sygdomme. Missionærer ødelagde den shamanbaserede kultur, og økonomien rettede sig i stedet mod de forbipasserende europæiske skibe. Efterhånden som europæere og amerikanere bosatte sig, overgik produktionen til eksportafgrøder, især appelsiner, kopra, kaffe, vanilje og bomuld. Men produktionen var ikke bæredygtig, og afgrøderne blev ramt af sygdomme, rovdrift og ustabile priser.

Fransk Polynesien er inddelt i fem øgrupper:

Selskabsøerne huser over halvdelen af befolkningen og består af to grupper: Îles du Vent (øerne i vindsiden, dvs. i øst, hvorfra passatvinden kommer) og Îles sous le Vent (øerne i læsiden). Til de første hører hovedøen Tahiti med høje bjerge (Mont Orohena, 2237 m). Den anden gruppe består af fem større vulkanøer, bl.a. Raiatea og Bora-Bora.

Mod sydvest ligger Tubuai- eller Australøerne, en 1300 km lang række vulkanøer og atoller. Hovedbyen er Mataura på Tubuai.

Tuamotuøerne ligger nordøst for Tahiti og omfatter 78 atoller i to lange rækker; i alt 690 km², inklusive øgruppen Gambierøerne mod sydøst. Særligt kendte er Muroroa og Fangataufa, som i en 30 årig periode blev brugt til atomprøvesprængninger.

Marquesasøerne ligger længst mod nordøst og består af ti øer; 1049 km². Hovedøen er Nukuhiva. Disse øer spiller en vigtig rolle i polynesisk folklore.

Øgrupperne ligger i parallelle rækker fra nordvest mod sydøst. Alle øerne er af vulkansk oprindelse, dannet over såkaldte hotspots under den overliggende Stillehavsplades vandring vestpå. Mange af vulkanøerne er senere modificeret til atoller ved at synke ned i underlaget, ved vandstandsændringer og gennem koralvækst.

Øernes klima er generelt marint-tropisk, men nedbøren varierer meget fra ø til ø. Hovedstaden Papeete på Tahiti får over 2000 mm om året, mens de lavere øer og øerne nær vendekredsen er tørre. De største årstidsforskelle skyldes forskydningen af passatvindssystemet.

Befolkningen er polynesisk, sprogligt delt i fem-seks polynesiske sprog, hvoraf tahitiansk er det mest udbredte. Fransk er officielt sprog, og det tales hjemme af tre ud af fire. 95 % erklærer sig mundtlig og skriftligt fransksprogede. Og omkring 85 % erklærer, at de har mindst noget kendskab til et polynesisk sprog.

De første folk, som bosatte sig i det østpolynesiske område, der nu udgør Fransk Polynesien, kom fra Samoa og Tonga i den vestlige del af Polynesien. Marquesasøerne blev befolket ca. 200 e.v.t., og herfra spredtes folk til Selskabsøerne og andre øgrupper. Af samme grund er alle folkene i det østpolynesiske område historisk og kulturelt nært beslægtede.

Før europæerne kom til området, var de polynesiske samfund hierarkisk organiseret og ledet af lokale høvdinge. Krige mellem distrikter med konkurrerende høvdinge og religiøse ceremonier til gudernes ære optog en vigtig plads i samfundenes liv.

• Frankrig
• Tahiti
• Bora-Bora
• Ny Kaledonien