Bodil Udsen var en dansk skuespiller, der igennem mere end 50 år spillede en lang række roller. Hun blev især blev kendt for sin rolle som værtshusholderen Emma i tv-serien Huset på Christianshavn.
Bodil Udsen
Faktaboks
Bodil Birgitte Udsen
- Født
- 12. januar 1925, København
- Død
- 26. februar 2008
Bodil Udsens karriere
Bodil Udsen kom via Studenterscenen til revyen, hvor hun i midten af 1950'erne i Helsingør fik sit gennembrud med bl.a. visen Fløjtetønden Victoria (1956).
Bodil Udsens energiske og robuste fremtoning kunne have sat hende i bås, men i rollen som Winnie i Samuel Becketts Glade dage (Fiolteatret 1962, på tv 1964) viste hun nye sider af sit omfattende talent. Hun placerede sig herefter som en fremtrædende karakterskuespiller, bl.a. som Martha i Hvem er bange for Virginia Woolf? (Det Ny Teater 1964, og Gladsaxe Teater 1977), i Storhertugindens afsked (Aalborg Teater og Det Kongelige Teater 1972), Medea (Det Ny Teater 1973), i Gertrude Stein (Aalborg Teater og Betty Nansen Teatret, begge 1981) og som Maria Callas i Masterclass (Betty Nansen Teatret 1997).
Med en beherskelse af både indre og ydre virkemidler udviskede hun grænsen mellem det tragiske og komiske og gav en række rigt facetterede portrætter med en blanding af livskraft og smerte, bl.a. som Selma Lagerlöf i P.O. Enquists Søstrene (2000) og som Philinte i Molières Misantropen (2002-2004, begge Betty Nansen Teatret).
Samtidig bevarede Bodil Udsen kontakten til det komiske rollefag, men tilførte det sin egen styrke og originalitet, fx som Madam Rust i Sparekassen (Aalborg Teater og Allé-Scenen, 1978).
Film- og tv-roller
På tv huskes hun især som Emma i værtshuset Rottehullet i Huset på Christianshavn (1970-1977). På film medvirkede hun i en række lystspil i 1960'erne, men i de seneste år havde hun kun få roller, fx som stovt og enerådigt familieoverhoved i Soyas Min farmors hus (1984) og som den varmhjertede og fortrolige nabokone i Jonas Elmers film Monas verden (2001).
I 2005 udgav Bodil Udsen sine erindringer: Velkommen. Et portræt af Bodil Udsen.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.