vikingekunst

Den karakteristiske fællesnordiske kunst, som blev skabt i tiden fra ca. 800 til 1. halvdel af 1100-tallet, havde rod i den germanske dyreornamentik. Mod slutningen af perioden levede den sammen med den romanske kunst, som nu dominerede. Vikingekunsten udfoldede sig på alle slags flytbare genstande samt på bygninger og mindesten, bl.a. runesten. Der er bevaret meget, og langt størstedelen var til verdsligt brug i modsætning til, hvad der kendes fra samtidens kristne Europa. De foretrukne materialer var formentlig træ, fx til bygningsdetaljer og inventar, og tekstiler, fx til dragter og vægtæpper, men der er bevaret mest af metal, fx dragtspænder, seletøjsbeslag og våben. Kunsten er glitrende og prangende, men har samtidig stor omhu for detaljen. Motiverne er i harmonisk bevægelse og fremhæves gennem kontraster i materialer, farver og teknikker. Bevarede spor viser, at der anvendtes stærke farver, bl.a. sort, gul, rød, hvid.

Der fandtes en ornamental kunst, en symbolkunst og en billedkunst. Men der kan ikke altid skelnes, og bortset fra de klart kristne motiver kan symbol- og billedkunstens indhold sjældent forstås, fordi forklaringer og bagvedliggende historier normalt er tabt. De vigtigste motiver var båndfletninger og dyr, der optræder i mange fantasifulde former, bl.a. som gribedyr. Dertil kom fugle og slanger. Mennesker ses sjældent, men kan optræde både enkeltvis og i større fortællende scener, der især kendes fra gotlandske billedsten og tekstiler i Osebergfundet. Med trosskiftet introduceredes den kristne billedverden. Symbolkunsten omfatter foruden thorshamre, kors og Kristusfremstillinger sandsynligvis bl.a. masker, visse fuglefigurer og det store dyr, som fx ses på Jellingstenen og de såkaldte Urnesspænder, og hvis betydning er omdiskuteret. Inden for billedkunsten kan der identificeres tre hovedmotiver. De er relateret til enten hedensk mytologi, gamle heltesagn eller kristendommen. Jagtscener er formentlig aristokratisymboler.

Vikingekunsten kan opdeles i stilarter. Bortset fra Borrestilen og Jellingstilen, der var stort set samtidige, udviklede de sig af og afløste hinanden. Især fra midten af 900-tallet indarbejdedes udenlandsk inspiration fra hovedsagelig Tyskland og England. Tidlig vikingekunst/stil III E (slutningen af 700-tallet til anden halvdel af 800-tallet) har fine eksempler i Osebergfundet og Borrestilen (ca. 850-975) i Borre, begge steder i Sydnorge. Jellingstilen (slutningen af 800-tallet til anden halvdel af 900-tallet) og Mammenstilen (ca. 950-1000) har navn efter danske fund. Ringerikestilen (ca. 1000-1050) og Urnesstilen (ca. 1050 til første halvdel af 1100-tallet) har navn efter norske lokaliteter.

Med vikingetidens ekspansion blev kunsten spredt til store dele af De Britiske Øer, Baltikum og Rusland, og i fx Irland og England opstod blandinger med den lokale kunst. I 1800-tallet gav vikingekunst inspiration til nationalromantikkens nordiske kunst og kunsthåndværk. Nazistisk propaganda udnyttede den også. Fra sidst i 1900-tallet har den igen inspireret nordiske kunstnere, fx Bjørn Nørgaard.