dyreornamentik

Artikelstart

Dyreornamentik, selvstændig germansk stiludvikling, karakteriseret ved brug af slanger, fugle og dyrefigurer i forvredne stiliserede former. Dyreornamentik optræder som fladedækkende dekoration på smykker og pyntebeslag ca. 400-ca. 1200.

I den ældste fase optræder også menneskemasker og -figurer, og denne stil I var i 400-t. populær blandt de germanske folk i det meste af Europa og i Sydengland. Et særlig tidligt stadium er opkaldt efter dekorationen på sværdskedebeslag fundet i Nydam Mose. Nydamstilen er tydeligt inspireret af karvsnitmønstre og naturalistiske dyremotiver i senromersk kunst fra 300-t.

I 500-t. kombineredes dyremotiver med båndfletmønstre, entrelacs. De tidligste trin (A og B) i denne stil II genfindes på prydgenstande fra Norditalien, Mellem- og Vesteuropa, De Britiske Øer og Norden. Videreudviklingen af dyrestilen i 600- og 700-t. foregik hovedsagelig i Skandinavien. Stil C med dyrefigurer omgivet af entrelacs er inspireret af anglo-irsk kunst, som bl.a. kendes fra illuminerede håndskrifter.

I løbet af 700-t. udvikledes stil III, der omfatter flere samtidige retninger (D, E og F). Stil D karakteriseres af smalle, båndformede, jævnt bølgende dyrekroppe med små, smalle hoveder. Stil E, som særlig er knyttet til Gotland, består især af stærkt fligede, opløste fuglelignende figurer.

Mere naturalistisk udformede dyr med fortykkede snuder og nakketop karakteriserer stil F, der er snævert forbundet med den irske og angelsaksiske kristne mission, og som i Sydskandinavien ses både på lokalt fremstillede smykker og på importerede kirkelige genstande, fx Fejøbægeret.

I vikingetiden og frem til den tidlige middelalder videreførtes dyreornamentikken, se vikingekunst.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig