videnskabsmand

En videnskabsmand er en person, der beskæftiger sig professionelt med videnskab. Begrebet kan bruges synonymt med forsker, men henviser ofte specifikt til en udøver af naturvidenskab i bred forstand (evt. også teknologi), mens begrebet forskere i lige så høj grad omfatter naturvidenskabsfolk som akademikere inden for de humanistiske videnskaber og samfundsvidenskaberne. De to termer svarer nogenlunde, men ikke helt, til det engelske scientist over for scholar. Grænserne er i praksis ikke altid skarpe.

Videnskabsmandens image i offentligheden har på visse punkter ændret sig over tid, mens den på andre punkter i lange perioder har været ret konstant. Disse forhold afspejles tydeligt i populærkulturens fremstillinger af videnskabsmænd.

I begyndelsen af 1700-tallet kunne Voltaire hylde Newton som en forbundsfælle i oplysningsprojektets kamp mod overtro og obskurantisme, og Alexander Popes ord "Nature and nature's laws lay hid in night: / God said, Let Newton be! and all was light" udtrykte den udbredte beundring for naturvidenskaben, der afdækkede og illuminerede Guds skaberværk.

Hundrede år senere var reaktionen imidlertid sat ind, og den splittelse mellem naturvidenskaben og de humanistiske videnskaber, som endnu eksisterer, var åbenbar. Bl.a. William Blake og Goethe kritiserede den åndløse naturvidenskab, der opsplitter, dissekerer og gør vold på naturen for at tilfredsstille en barnlig nysgerrighed.

Denne kritiske holdning har også afspejlet sig i populærkulturens fremstilling af naturvidenskaben gennem de sidste 200 år. I Mary Shelleys Frankenstein, eller den moderne Prometheus (1818, på dansk 1966), som mere end noget andet værk har formet den populære forestilling om videnskabsmanden, tilraner Frankenstein sig hemmeligheden bag livet og udløser derved ukontrollerede kræfter, ligesom Prometheus, der stjal ilden til menneskene, påkaldte sig Zeus' vrede. Op gennem 1800-tallet var det især biologien og lægevidenskaben, der med deres store landvindinger påkaldte sig frygt og undren, fx i Robert Louis Stevensons Dr. Jekyll – Mr. Hyde (1886, på dansk 1889) og senere i Aldous Huxleys Fagre nye Verden (1932, på dansk samme år).

I 1900-tallets film og bøger kan man identificere to hovedtyper af videnskabsmænd: Den gale videnskabsmand, der drømmer om verdensherredømme som hævn for, at samfundet har ignoreret ham, og den distræte, verdensfjerne videnskabsmand, der kun lever for sine anvendelsesløse teorier (som desværre ofte viser sig at have utilsigtede konsekvenser) – en type, som offentligheden især forbandt med Einstein. Hergé har i tegneserien Tintin givet et karakteristisk eksempel i professor Tournesol, der var inspireret af opfinderen og fysikeren Auguste Piccard.

I årene efter 2. verdenskrig, da fysikere havde spillet en stor rolle ved udviklingen af atombomben, var næsten alle videnskabsmænd på film fysikere, fx Peter Sellers som Dr. Strangelove i Stanley Kubricks film fra 1964. De var altid atomfysikere (dvs. egentlig kernefysikere) og havde sjældent en forståelse for de store kræfter, de havde sluppet løs.

Efterhånden som risikoen for atomkrig syntes at mindskes og rygtet om molekylærbiologiens store fremskridt nåede avisforsiderne, blev den gale genetiker en populær afløser for atomfysikeren. I filmen Mimic (1997) spiller Mira Sorvino (f. 1967) den genmanipulerende entomolog dr. Susan Tyler, der kombinerer dna fra termitter og knælere med kæmpestore dræberdyr i New Yorks kloakker til følge. Michael Crichtons Jurassic Park (1990, på dansk 1993, filmatiseret 1993) har både den klassiske geniale genetiker og en ny type videnskabsmand, kaosforskeren, der respekterer naturens kræfter og har blik for vore handlingers mange utilsigtede virkninger. Det budskab, at det hævner sig at forstyrre naturens orden, har ikke ændret sig meget siden Frankenstein.