valgkongedømme

Det danske rige udgjorde fra oldtiden et fællesskab, og gennemgående var der kun én konge. Man havde altså normalt ikke som ellers ofte i Norge flere konger på en gang.

De skiftende konger i Danmark var gerne af samme slægt, og arvekrav på tronen spillede derfor en stor rolle. Men kongerne blev længe først valgt, efter at rigets mægtigste mænd havde overvejet sagen og forhandlet på tingsteder eller andre møder. Valgstederne for kongevalg i Danmark var i middelalderen oftest landstingene: Viborg, Urnehoved i Sønderjylland, Ringsted og Lund.

Valg til tronen kunne i middelalderens første del ske mellem flere medlemmer af kongeslægten. Kongens søn var altså langt fra automatisk den, der blev valgt. Først fra 1160’erne blev det et fastere princip, at kongens ældste søn var udvalgt til at overtage tronen, og det princip var under stadigt pres fra dødsfald blandt tronarvinger og aristokrater, der ønskede valgret til tronen. I forbindelse med valget kunne vælgerne også fra 1200-tallet og fremefter kræve en håndfæstning, hvori den valgte afgav løfter.

I Danmark blev valgkongedømmet formelt afskaffet med Statsomvæltningen 1660. Danmark er nu et arvekongedømme ifølge Tronfølgeloven og Danmarks Riges Grundlov.

I Norden er det alene Sverige og Danmark, som har været valgkongedømmer, idet Norge igennem middelalderen var et arvekongedømme.

I Polen var statsformen valgkongedømme i tidsrummet 1572-1795 og i Det Tysk-romerske Rige blev kejseren indtil 1806 valgt af en skare ligemænd, kurfyrsterne. I Cambodia vælger man siden 1993 kongen mellem prinserne af det kongelige hus.

• konge
• monarki
• Danmark under Reformation og enevælde
• kongerækken i Danmark
• Danmarks kongehus