Mindeparken for Urnehoved tingsted, der blev indrettet 1946-1948, står næppe på det sted, hvor det middelalderlige ting lå.

.

Urnehoved var det middelalderlige landsting i Sønderjylland.

Det lå i den store skov Urne, der dækkede bakkedraget Urnehoved mellem Bolderslev og Uge sydvest for Aabenraa. Dets præcise beliggenhed har man diskuteret siden 1600-tallet, men den er i al fald ikke identisk med den nuværende mindepark for tinget.

Det hævdes, at kong Svend Estridsen før sin død i Søderup i 1074 var på Urnehoved ting, men dette er ikke sikkert belagt. Saxo nævner et kongevalg på Urnehoved Ting i 1134, da kong Erik Ejegods søn Harald Kesja blev valgt til konge her. Han blev dog dræbt af Erik Emune kort efter, mens Erik Emune blev dræbt i 1137. Drabet på ham skete muligvis på Urnehoved ting. I 1182 blev Knud 6. først hyldet på Viborg landsting og herefter på Urnehoved ting. Urnehoved ting spillede en vis rolle for fælles sønderjyske beslutninger gennem resten af middelalderen. Der var eksempelvis store møder her i 1393 og 1397. Tinget nævnes sidste gang 1524.

Den sønderjyske aristokratslægt Urne havde betydelige ejendomme omkring tinget og var sandsynligvis knyttet til det. Et vidnesbyrd om det først kendte medlem af Urneslægten er en gravsten i Bjolderup kirke med runeindskriften ketil urnæ ligir hir 'Ketil Urne ligger her'.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig