Udenrigspolitikken var med enkelte begrænsninger kongens ansvarsområde. I Christian 3.s regeringstid var forholdet til Sverige fredeligt. Efter de religiøse omvæltninger var hovedopgaven at sikre Danmarks position i den protestantiske lejr, hvorfor interessen især var rettet mod det tyske område. Danmark var den førende magt i Norden, og Østersøen var endnu nærmest et lukket, dansk domineret hav, vogtet af den store orlogsflåde. Tydeligst markeredes den danske højhedsret, når udenlandske handelsskibe pligtskyldigst ankrede op ved Helsingør for at erlægge Øresundstold til den danske konge.
Omkring 1560 skete der regentskifte i såvel Danmark som Sverige, og det betød enden på den fredelige sameksistens. Den svenske ledelse under Erik 14. var opsat på at bryde den danske dominans, og Frederik 2. drømte om at genoprette Kalmarunionen under dansk førerskab. Sådanne ambitioner lå bag Den Nordiske Syvårskrig (1563-70), som imidlertid endte i gensidig udmattelse uden at flytte grænser. Næste krigeriske sammenstød blev Kalmarkrigen (1611-13), der blev indledt på dansk initiativ. Igen var målet at tvinge Sverige tilbage i afhængighed af Danmark, og igen mislykkedes det. Denne krig blev Danmarks sidste forsøg på at få den gamle union genoprettet. Fra da af skiftede magtbalancen i Norden til gunst for et dynamisk Sverige under ledelse af Gustav 2. Adolf.
Det afgørende vendepunkt i dansk udenrigspolitik kom med Christian 4.s indblanding 1625-29 i Trediveårskrigen. Hans katastrofale nederlag i 1626 ved Lutter am Barenberg knækkede Danmark militært. Den ydmygende fredsslutning 1629 og Gustav 2. Adolfs militære triumfer i Tyskland fra 1630 markerede klart, at Sverige nu var Østersøområdets førende magt, mens Danmark, uanset at territoriet var intakt, var slået og udenrigspolitisk isoleret. I de følgende 30 år var det selve Danmarks overlevelse som selvstændig stat, der stod på spil. I de tre efterfølgende svenskekrige, Torstenssonfejden 1643-45 og de to Karl Gustav-krige 1657-60, var det Sverige, som med magt søgte at indlemme Danmark i sit Østersøimperium, og efter Karl 10. Gustavs legendariske togt over de isdækkede bælter i februar 1658 var det da også nær ved at lykkes. Katastrofen blev kun forhindret, fordi udenlandske magter med Nederlandene i spidsen tvang svenskerne til fred. Men prisen var afståelse til Sverige af samtlige østensundske provinser med undtagelse af Bornholm. Dermed blev landet reduceret med omkring en tredjedel, og Østersøhandelens hovedpulsåre, Øresund, blev samtidig internationalt farvand, hvilket i øvrigt stemte nøje overens med de vestlige sømagters interesser.
De to sidste svenskekrige, Skånske Krig 1675-79 og Store Nordiske Krig 1709-20, blev begge indledt på dansk initiativ for at tilbageerobre Skånelandene fra den nu skrantende svenske stormagt og samtidig bryde den generende alliance mellem Sverige og Gottorp. Selvom begge krige sluttede nærmest i dansk favør, lykkedes det ikke at få Skånelandene tilbage, fordi de europæiske stormagter modsatte sig det. I erkendelse deraf, og fordi Sverige nu atter var en magt på Danmarks niveau, tog regeringen definitivt spørgsmålet af den udenrigspolitiske dagsorden. Grænsen gennem Øresund lå fast. Da det gottorpske spørgsmål samtidig fandt en tilfredsstillende løsning, afløstes den langvarige dansk-svenske rivalisering snart af et nyt interessefællesskab i skyggen af den gryende russiske stormagt. Freden 1720 indvarslede derfor en lang periode med fredelig sameksistens mellem de to nordiske riger.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.