Et termometer er et instrument til måling af temperatur. Der findes mange typer, men almindeligvis deler man termometre i to hovedgrupper: kontakttermometre, hvor energiudvekslingen mellem termometersensoren og mediet sker ved varmeledning, og berøringsfrie termometre, hvor energiudvekslingen foregår ved varmestråling.
termometer
Kontakttermometre
Væske-i-glas-termometre
De mest anvendte kontakttermometre er væske-i-glas-termometre, som består af en glasbeholder med en væske, som ved stigende temperatur udvider sig i et kapillarrør med en temperaturskala. Sådanne termometre kan anvendes i området fra ca. −190 °C til ca. 500 °C.
Termoelementer
Termoelementer eller termopar baserer temperaturmåling på den termoelektriske effekt (også kaldet Seebeck-effekten, se termoelektricitet) mellem to forskellige, homogene, elektriske ledere, der er sammenføjet i den ene ende. En temperaturgradient over termoparrets længde giver anledning til en spændingsforskel mellem lederne. Kendes temperaturen i den ende, hvor spændingen måles, kan temperaturen i samlingen bestemmes. Termoelementer kan anvendes i området fra −270 °C til over 2500 °C.
Resistanstermometre
Resistanstermometre udnytter, at resistansen i en elektrisk leder afhænger af temperaturen. Som materiale anvendes oftest platin, hvormed man kan konstruere termometre, der kan bruges i området fra −260 °C til 1000 °C. Andre typer resistanstermometre kan anvendes ned til under 1 K.
Termodynamiske termometre
Til mere specialiseret brug som fx måling af absolut temperatur anvendes termodynamiske termometre som fx gastermometret.
Berøringsfrie termometre
Berøringsfrie termometre baserer sig på bestemmelse af temperatur ud fra den udstrålede energi fra en overflade. De anvendes i området fra under −40 °C til over 3500 °C.
Pyrometre
Pyrometeret er et berøringsfrit termometer, der består af et optisk system, der koncentrerer strålingen på en detektor, hvis signal kan omsættes til en temperatur (se pyrometri).
Termografi
Ved termografi optages et billede fx af en bygningsoverflade med et kamera, der er følsomt for infrarød stråling. Billedets farvetoninger angiver objektets temperaturforskelle.
Termometerets historie
Den første egentlige beskrivelse af et instrument specielt beregnet til måling af temperatur blev publiceret i 1612 af Santorio Santorio (1561-1638), der var læge i Padova. Æren for at have opfundet termometret tilskrives dog normalt Galileo Galilei, som menes i ca. 1592 at have udviklet lufttermometret. Det baserer sig på, at luft udvider sig eller trækker sig sammen, når det opvarmes eller afkøles. Der var på dette tidspunkt ingen seriøse forsøg på at definere en temperaturskala.
Først ca. hundrede år senere, da man begyndte at bruge væske i stedet for luft som termometermedium, blev de første temperaturskalaer defineret. De baserede sig dels på forskellige fikspunkter, dels på de eksisterende termometre. Den mest kendte var fahrenheitskalaen, opfundet af G.D. Fahrenheit i 1724. Han udviklede pålidelige kviksølvtermometre, og efter diskussioner med Ole Rømer foreslog han en skala baseret på to fikspunkter: menneskets kropstemperatur og vands frysepunkt. Nogle år senere defineredes skalaerne for reaumur af R.-A.F. de Réaumur (1739) og for celsiustemperatur af A. Celsius (1742), begge baseret på vands fryse- og kogepunkt. Omkring samme tidspunkt udviklede den franske videnskabsmand Guillaume Amontons (1663-1705) gastermometret, som var et af de første skridt på vejen til forståelsen af begrebet absolut temperatur.
Lægelig brug
Undersøgelse af legemstemperaturen ved hjælp af et termometer blev indført af Herman Boerhaave tidligt i 1700-tallet, men først sat i system af den hollandske læge Anton de Haan (1704-1776), som anvendte Fahrenheits termometer anbragt i armhulen. Temperaturmåling blev dog først udbredt på alle sygehuse efter 1850, da de tyske læger Ludwig Traube (1818-1876) og Carl August Wunderlich (1815-1877) indførte systematisk måling to gange daglig. Da der ikke fandtes maksimumstermometre, måtte termometeret overvåges, til det ikke steg mere.
I begyndelsen af 1900-tallet indførtes et lægetermometer i form af et maksimumskviksølvtermometer, hvis ene ende anbringes i endetarmen. Det kan aflæses med tiendedele graders nøjagtighed. På grund af risikoen for kviksølvs forurening af miljøet blev lægetermometre indeholdende kviksølv afskaffet i Danmark i 1994 og afløst af lignende lægetermometre indeholdende en legering af gallium, indium og tin, som er flydende ved legemstemperatur.
Desuden er der udviklet elektroniske lægetermometre med digital aflæsning med samme nøjagtighed til brug i mund, armhule eller endetarm. En særlig udgave findes til brug i øregangen; den fungerer ved at måle den infrarøde varmestråling fra trommehinden. Mund-, øre- og armhuletemperaturen er lavere end temperaturen i endetarmen, som er tættest på legemets indre temperatur (kernetemperatur, se feber).
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.