telegramcensur under 1. Verdenskrig

I september satte Udenrigsministeriet Marinus L. Yde til at lede Udenrigsministeriets Pressebureau.

Marinus Yde havde været i London som uofficiel pressekonsulent, men på grund af uoverensstemmelser med de britiske myndigheder var han netop kommet tilbage til Danmark.

Marinus Yde fik hurtigt lagt den upopulære telegramcensur under Pressebureauet.

Derefter begyndte han at omorganisere censuren i tæt samarbejde med telegrafvæsenets direktør Niels Rasmussen Meyer og kontorchef Martin Gredsted.

Censuren fik faste kontorer på Hovedtelegrafstationen på Købmagergade i København. Derudover blev der ansat fem journalister som faste censorer, og der blev udarbejdet en fast instruks, censorerne skulle arbejde ud fra.

For at effektivisere censuren opdelte Marinus Yde den i tre kontorer med hver deres ansvarsområde:

• Udenrigsministeriets Censurkontor, som kontrollerede alle pressetelegrammer, skibstelegrammer, statstelegrammer og telegrammer fra Pressebureauets 'sorte liste' med navne på mistænkelige personer og institutioner.
• Handelscensuren, som blev udøvet af censorer, der var udvalgt af Industrirådet og Grosserer-Societetet, og som førte kontrol med, at det var de tilladte kodeord, som købmænd og fabrikanter benyttede i deres telegrammer.
• Den russiske censur, hvor fem tolke oversatte alle russiske pressetelegrammer og vigtige handelstelegrammer og afleverede dem til Udenrigsministeriets Censurkontor.

På Marinus Ydes foranledning indledtes også et samarbejde med Norge og Sverige om at kontrollere og censurere telefonforbindelserne mellem de tre skandinaviske lande.

Men problemerne i censuren fortsatte stadig, og langt de fleste telegrammer nåede aldrig til censur. Telegrafvæsenet ekspederede dagligt ca. 7.000-8.000 telegrammer, men kun 500-600 af dem kom til censur.

Så i sommeren 1918 omorganiserede Marinus Yde endnu en gang censuren efter aftale med Udenrigsministeriet og telegrafvæsenet.

Den reorganiserede censur fik større lokaler på Hovedtelegrafstationen. For at sikre at alle telegrammer blev kontrolleret, ansatte Marinus Yde ni unge sprogkyndige kvinder, som under ledelse af en seniormedarbejder foretog grovsorteringen og frasorterede de telegrammer, som skulle til censur.

Ulæselige telegrammer røg videre til vagtchefen, pressetelegrammer til pressecensorerne og så videre.

Flere gange havde der været problemer med, at folk forsøgte at bestikke telegrafbudene til at udlevere telegrammer, så budene blev udskiftet med en elektrisk ”transportator”, som førte telegrammerne direkte fra indleverings- og ankomststederne til censurkontoret.

Der arbejdede cirka 30 mennesker i censuren, og udgifterne til censuren var et sted mellem 20.000 og 30.000 kroner årligt.

Den 24. februar 1919 lukkede censuren ned.

Udenrigsministeriet fortsatte dog indtil 1924 med at have en enkelt medarbejder på Hovedtelegrafstationen, som førte kontrol med de russiske korrespondancer.

• censur
• Martin Gredsted
• telegrafi
• Danmarks historie, 1901-1940

Marklund, Andreas, 2020. Overvågningens historie – Fra sorte kabinetter til digital masseovervågning. København: Gads Forlag.

Nielsen, Jacob Vrist, 2021. Truslen mod Demokratiet: Teleovervågning i Danmark 1916-1945, ph.d.-afhandling: Københavns Universitet.