telecensur under 2. Verdenskrig

På et ministermøde den 14. oktober 1939 besluttede Peter Munch, Axel Sørensen og justitsminister Svend Unmack Larsen, at censuren skulle etableres.

Etableringen af censuren blev hemmeligholdt for Rigsdagen, men Ministeriet for offentlige Arbejder udsendte en pressemeddelelse om, at der fra og med den 24. oktober 1939 var indført indskrænkninger i teletrafikken.

Alle telegrammer og telefonsamtaler skulle affattes og udføres på dansk, islandsk, norsk, svensk og finsk til Finland, engelsk, fransk og tysk. Korrespondancerne skulle være i "klart sprog", det vil sige, at chifferskrift i telegrammer var forbudt, og eventuelle koder skulle vedlægges telegrammet.

Censuren af telefonien og telegrafien blev varetaget af en ministeriel institution Telegrafcensuren, som havde lokaler på Hovedtelegrafstationen på Købmagergade i København, hvor Rigstelefonen også havde sit hovedkontor.

Det meste af landets udlandstelegrafi og -telefoni blev ført over København, hvor det blev kontrolleret. Den øvrige trafik med udlandet, især telefontrafik over Nykøbing Falster, Kolding og grænsetrafik i Sønderjylland samt en del telegraftrafik via Fredericia, blev kontrolleret de pågældende steder i samarbejde med Telegrafcensuren i København.

Under besættelsen kom Telegrafcensuren under tysk kontrol, men den forblev en dansk institution. Efter aftale mellem besættelsesmagten og Udenrigsministeriet overvågede Telegrafcensuren samtlige telefonsamtaler og telegrammer til og fra udlandet.

Formålet med censuren var nu at beskytte Danmarks og besættelsesmagtens interesser.

Hvis bestemte ord eller emner blev omtalt i telefonen, greb aflytteren ind og afbrød samtalen. Ved gentagne forseelser fik den talende person inddraget sin tilladelse til at tale i telefon med udlandet.

I januar 1941 udvidede tyskerne censuren, så alle samtaler til og fra Bornholm, som gik over Sverige, også blev aflyttet. Tyskerne havde mistanke om, at telefonlinjerne til og fra Bornholm blev aflyttet i Sverige, hvilket de også gjorde.

Tyskerne ville derfor have overvåget linjerne for at finde ud af, om der blev sagt noget, som var værd at overvåge. Resten af krigen blev alle bornholmernes samtaler med resten af Danmark derfor aflyttet som et led i udlandscensuren.

I begyndelsen af besættelsen arbejdede der cirka 10 personer i Telegrafcensuren, og der var seks aflytningsborde. Allerede i slutningen af juni 1940 blev antallet af aflytningsborde udvidet til 12, og ved årets udgang var der 24 aflytningsborde.

I foråret 1943, hvor overvågningen var på sit højeste, var der i censuren 40 aflytningsborde, som blev brugt til at aflytte alle udlandssamtaler. Derudover var der otte aflytningsborde, som blev brugt til at aflytte indenrigske samtaler.

På det tidspunkt arbejdede der cirka 190 personer i Telegrafcensuren, og den aflyttede et sted mellem 20.000 og 25.000 samtaler til udlandet og Bornholm månedligt.

Da Danmark blev befriet den 5. maj 1945 forlangte de allierede, at der stadig skulle være censur på telefon- og telegrafforbindelserne til udlandet.

Det var stadig Telegrafcensuren, som foretog overvågningen, men den var nu en afdeling i den samlede censur: Udlandskontrollen for Post, Telegraf og Telefon.

Den 1. oktober 1945 lukkede censuren af telefonien og telegrafien ned. Censuren havde da overvåget 202.997 telefonsamtaler og 315.434 telegrammer til og fra Danmark efter befrielsen.

• censur
• Telegrafcensuren
• Martin Gredsted
• Karl I. Eskelund
• Danmarks historie, 1940-1945
• telegrafi

• Marklund, Andreas, 2020. Overvågningens historie – Fra sorte kabinetter til digital masseovervågning. København: Gads Forlag.
• Nielsen, Jacob Vrist, 2021. Truslen mod Demokratiet: Teleovervågning i Danmark 1916-1945, ph.d.-afhandling, Københavns Universitet.
• Stevnsborg, Henrik, 1992. Politiet 1938-1947: Bekæmpelsen af spionage, sabotage og nedbrydende virksomhed, København: G.E.C. Gads Forlag.