Stillehavsøsters er en musling i østersfamilien (Ostreidae). Den er en invasiv, ikke-hjemmehørende art, som i de senere år har bredt sig i de indre danske farvande.
Magallana gigas (tidligere kendt som Crassostrea gigas)
Skallerne er aflange med kraftig, uregelmæssig, ribbet overflade. Skallerne bliver normalt op til ca. 20 cm lange, men kan blive noget større; i december 2013 blev en 35,5 cm lang og 10,7 cm bred stillehavsøsters fundet i Vadehavet. Den vejede 2,5 kg og blev kåret i Guinness Rekordbog som den største i verden.
Hos stillehavsøsters er den venstre (underste) skal skålformet og lidt større end den højre (øverste). Skallerne har meget skarpe kanter, som let skærer gennem menneskelig hud.
Stillehavsøsters er naturligt hjemmehørende omkring Japan i det vestlige Stillehav, men er nu udbredt globalt i forbindelse med akvakultur.
Indført til Europa i 1960'erne som erstatning for den europæiske østers, der var næsten udryddet af sygdomme. Dyrkes kommercielt i Frankrig, Holland og Tyskland. I Danmark har man forsøgt kommerciel dyrkning i Vadehavet, Limfjorden og Isefjord; men ingen af stederne var det rentabelt, og der er ikke i øjeblikket dyrkning i danske farvande. Der er givet licens til nogle få fiskere til “håndopsamling” i Vadehavet, ligesom der arrangeres “østerssafari” såvel i Vadehavet som i Limfjorden, hvor deltagerne kan samle stillehavsøsters til eget forbrug.
Arten anses af nogle forskere for identisk med den portugisiske østers (Magallana angulata), men DNA-sekventering har vist, at de sandsynligvis er forskellige arter, begge med oprindelse i det vestlige Stillehav. Den portugisiske østers blev indført til Portugal i 1500-tallet. Hybrider forekommer, hvor de to arter findes sammen.
Stillehavsøsters kan forme tætte rev, hvor individerne sidder helt tæt sammen og danner en ny habitat for andre organismer, fx små børsteorme og krebsdyr. Den har få naturlige fjender. I Limfjorden lever nu en anden invasiv art, den japanske østersboresnegl (Ocinebrellus inornata), som er i stand til at bore huller i stillehavsøstersens skaller og æde kødet.
Østers er filtratorer, som lever af planteplankton, der filtreres gennem gællerne. De konkurrerer om føden med andre filtratorer, fx blåmusling og den europæiske østers. Ligesom andre muslinger kan stillehavsøsters filtrere giftige alger, og da giften ophobes i dens væv, kan det medføre farlige forgiftninger at spise østers fra områder med giftige alger. Hvis man selv vil samle østers, skal man holde øje med myndighedernes hjemmesider, hvor man kan finde information om opblomstring af giftige alger og forbud mod indsamling af muslinger og østers.
Stillehavsøsters kan overleve temperaturer mellem −17 °C og +45 °C i kortere tidsrum. Forplantning kræver en sommertemperatur på mere end 18 °C i en måned. Meget lave vintertemperaturer (isvintre) forårsager stor dødelighed.
De kønsmodnes først som hanner og senere skifter de køn til hunner. Æg og sæd gydes frit i vandet, og en hun producerer op til 100 millioner æg pr. gydning. De har fritsvømmende larver, der slår sig ned på bunden efter ca. 14 dage i vandsøjlen. De foretrækker områder, hvor der i forvejen findes voksne østers, og skaller af østers bruges ofte til opsamling af nybundfældede larver, såkaldt “spat”.
Hurtig vækst, høj fertilitet og bred tolerance for vekslende temperatur og saltholdighed gør stillehavsøsters til den mest invasive art i danske farvande, idet de påvirker såvel hjemmehørende arter som økosystemer negativt. De frit svømmende larver gør det umuligt at udrydde den.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.