stigmatisering

Det er socialpsykologiske og sociologiske processer, som er afgørende for, om der opstår stigmatisering. Den canadisk-amerikanske sociolog Erving Goffman, er den, der mest indgående har beskrevet stigmatiseringsprocessen.

Årsagen til stigmatiseringen kan være baseret på fordomme. Men den kan også være forårsaget af faktiske begivenheder eller antagelser, der er baseret på faktuelle forhold.

Flere sociologer har kritiseret den socialpsykologiske eller mikrosociologiske tilgang. De mener, at denne retning lægger for lille vægt på strukturer og magtforholds betydning for, hvem der bliver stigmatiseret, og hvorfor det sker. De tillægger ikke individernes handlinger så stor betydning for, at der forekommer stigmatisering, men opfatter den som et strukturelt problem. De fokuserer således på, hvordan samfundets strukturer, fx Folketinget, skole, uddannelsesinstitutioner og medier kan medvirke til at opretholde de magtfulde gruppers privilegier gennem at udskamme og diskriminere og altså dermed stigmatisere dem, der er anderledes.

Feministiske teoretikere har tydeliggjort mænds stigmatisering af kvinder eller bestemte kvindegrupper. Teoretikere, der har beskæftiget sig med borgerrettigheder, har påvist, hvordan etniske grupper som fx afroamerikanere er blevet stigmatiseret i USA og jøder og muslimer i en lang række vestlige lande. Andre forskere har vist, hvorledes fx seksuelle minoriteter og mennesker med psykisk sygdom er blevet diskrimineret og stigmatiseret systematisk.

Den franske sociolog Pierre Bourdieu har udviklet begreberne om økonomisk, social, kulturel og symbolsk kapital til at afdække, hvilke befolkningsgrupper der har magt og dermed bidrager til forskellige former for undertrykkelse, herunder stigmatisering. Det gælder ikke mindst den sidstnævnte symbolske kapitalform.

Den symbolske kapital er prestige, anseelse og respekt fra det omgivende samfund. Dermed er det bl.a. adgangen til at kunne udtrykke sig og blive hørt og taget alvorligt fx i medierne. Har man symbolsk kapital, har man adgang til at igangsætte stigmatiseringsprocessen ved at tale om bestemte befolkningsgrupper i generaliserende og nedsættende termer. Mangler man den til gengæld, har man ikke ressourcer til at protestere over de betegnelser, man bliver påhæftet og dermed skabe en “modfortælling”.

Territorial stigmatisering er et begreb udviklet af den franske sociolog Löic Wacquant. Når fx den danske regering kalder bestemte bydele for ghettoer eller parallelsamfund, bliver disse bydele til symboler på et fremmed og truende element i det danske samfund. Alene det at bo i et bestemt kvarter bliver et stigma, der afsløres gennem personens adresse.

En formodning om forøget hyppighed af sociale problemer i en bydel fører til, at alle, der bor i kvarteret, tillægges negative egenskaber. Man stemples måske som ikke dansk, bandemedlem, kriminel, dårlig opdraget eller ikke dansktalende.

Både “ghetto” og “parallelsamfund” har i offentlige redegørelser og politiske planer samt lovgivning været brugt som faglige begreber. I undersøgelser og ministerielle opgørelser karakteriseres bestemte lokalområder på denne måde, hvis der her er en forøget hyppighed af mennesker med anden etnisk baggrund end dansk, høj arbejdsløshed og kriminalitet samt lavt uddannelsesniveau. Sådanne rapporter kommer derved til at medvirke til, at stigmatiseringen kan opstå på grund af en bestemt adresse.

Andre socialfaglige begreber kan skabe grundlag for stigmatisering. Det gælder fx “radikaliseret”, “ekstremist” eller “islamist”. I nogle tilfælde kan også populære teorier om børns udvikling som fx social arv give anledning til stigmatisering. Når forskere og professionelle bruger social arv som et fagligt begreb ved beskrivelsen af en familie, kan det give anledning til en stigmatisering af forældre som uansvarlige og børnene som potentielle sociale tabere.

Diagnoser som fx hiv har dannet basis for et stigma. Frygt for smitte har ført til både eksklusion fra fællesskaber og sanktioner over for mennesker med hiv. Mange psykiatriske diagnoser er forbundet med stigmatisering i form af en negativ forventning om, at personer med bestemte diagnoser kan være grænseoverskridende, aggressive eller voldelige. Derfor kan disse personer opleve at blive ekskluderet fra fx arbejdsfællesskaber.

I en stigmatiseringsproces tillægges mennesker dårlige egenskaber og beskrives fx som farlige, afskyvækkende eller umenneskelige. Det betyder, at de processer, som fører til stigmatisering, umiddelbart rummer risikoen for, at disse mennesker enten bliver ramt af udskamning, chikane, udelukkelse fra vigtige fællesskaber eller bliver straffet (udsat for sanktioner, som skulle kunne hindre dem i at skade andre).

De stereotype negative forventninger kan imidlertid også give sig udtryk i, at myndighederne formelt diskriminerer mennesker, der har et bestemt kendetegn. Det kan have alvorlige konsekvenser. Hvis der fra politisk hold er en udbredt opfattelse af, at bestemte etniske minoritetsgrupper ønsker at udnytte det danske velfærdssystem, kan det resultere i, at reglerne for at få opholdstilladelse strammes. Tilsvarende kan en udbredt antagelse om, at kontanthjælpsmodtagere prøver at undgå at tage arbejde, føre til, at satserne for kontanthjælp sættes ned.

Eksklusionen fra vigtige samfundsmæssige fællesskaber kan have den konsekvens, at de stigmatiserede grupper mister tilliden til de offentlige myndigheder. Der sker en polarisering, som kan medføre forskellige former for oprør eller social uro.

Stigmatisering har også indvirkning på menneskers selvopfattelse. De stereotype negative forventninger betyder nemlig, at den stigmatiserede hele tiden bliver nødt til at forholde sig til andre menneskers negative billede af dem og til deres antagelser om, hvordan den stigmatiserede vil opføre sig eller har opført sig.

De stereotype forventninger kan skabe en diskrepans mellem ens egen opfattelse af sig selv og de forventninger, man bliver mødt med af omgivelserne. Hvis den stigmatiserede gradvis ender med at opfatte sig selv negativt og tilegner sig den problemskabende adfærd, kaldes processen en selvopfyldende profeti.

Historien fremviser mange eksempler på, at en stigmatiseret gruppe har formået at gøre sig fri af stigmaet og har kunnet stoppe den udskamning og diskrimination, der var forbundet med stigmaet. Det gælder fx stigmaet "enlig mor" og "homoseksuel". Borgerretsbevægelser har desuden haft succes med delvis at gøre op med, at nationalitet eller etnicitet kunne gøre en til ”fremmed”, ”ikke-borger” eller borger uden fulde rettigheder i det land, hvor man boede.

• afvigelse
• stigma – brændemærke eller sår
• stigmatisering – religiøst begreb
• stemplingsteori