afvigelse

Artikelstart

Afvigelse, inden for socialvidenskab betegnelse for adfærd, der ikke er i overensstemmelse med gængse normer (nonkonformitet). Hyppigst betegner det negativ afvigelse. Når afvigelsen overskrider visse tolerancegrænser, iværksættes sanktioner.

Historisk er afvigelse knyttet til forskellige grænser for normalitet, der i skiftende tidsperioder har været betragtet som synd, sygdom, arvelig dispositionsfejl eller kulturel mindreværdighed.

En videnskabelig sociologisk opfattelse repræsenteret ved den franske sociolog Émile Durkheim ser afvigelsen som en funktion ved et socialt system, der fremmer den indre sammenhæng i systemet som helhed. Inden for socialvidenskab anvendes begrebet social afvigelse bl.a. i forbindelse med minoritetsgrupper og kriminalitet.

I psykologien bruges begrebet psykisk afvigelse i forbindelse med sindssygdom og psykopati. Afvigelse opfattes hovedsagelig ud fra fire hovedteorier, der baseres på hhv. biologiske forhold, socialisation, indlæring og sociale gruppeprocesser.

I 1960'erne foregik en omfattende debat om begrebet inden for psykologi og psykiatri, anført af den britiske psykiater Ronald D. Laing. Herigennem voksede en anerkendelse af, at afvigelse både er et socialt relativt begreb og bestemt af herskende magtforhold.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig