Støbeforme kan enten være engangsforme, normalt fremstillet af sand, eller forme til fortsat anvendelse, oftest fremstillet af metal (se kokillestøbning). Sandforme kan fremstilles ud fra en model, som kan deles på midten, således at formen består af to formkasser, der udgør over- og underdelen af den samlede støbeform. Skal der være hulrum i det færdige støbegods, kan der i formhulrummet lægges kerner af sand tilsat bindemiddel. Til små og middelstore emner bruges vådt sand. Sandet, som har et vist lerindhold, blandes med noget kulmel og evt. bindemidler. Overfladen af formhulrummet pensles eller oversprøjtes med en opslæmning af koksmel, hvorefter der støbes i den endnu fugtige form. Afhængigt af seriestørrelse kan formene fremstilles som håndarbejde, vha. hjælpemaskiner eller i fuldautomatiske formstøbemaskiner.
Ved store emner bruges forme af tørt sand, også kaldet hærdet sand, der er sand tilsat et bindemiddel. Tørsandsforme bruges til praktisk taget alle typer metal med undtagelse af de mest kemisk aktive som titan og magnesium, hvor der bruges sand af speciel kemisk sammensætning, ofte en kemisk forbindelse af det pågældende metal og ilt.
Ved voksudsmeltningsmetoden fremstilles en engangsmodel i voks, fx bivoks. Modellen pakkes ind i et passende formmateriale, fx ler eller porcelænsmasse, og ved opvarmning udsmeltes vokset, hvorefter formen hærder. Der udstøbes ofte i den varme form umiddelbart efter hærdningen. Voksudsmeltningsmetoden har den fordel, at modellen ikke skal fjernes mekanisk, hvilket giver en større frihed mht. modellens udformning. Metoden bruges bl.a. til tandplomber, guldsmedeartikler og skulpturer.
Ved en nyere metode, som minder om voksudsmeltningsmetoden, fremstilles modellen, der kan være sammensat af mange enkeltdele, af skum med lav rumvægt. Modellen pakkes i sand og brænder bort ved kontakt med smelten.
Ved kokillestøbning bruges forme af metal. Inden støbningen påføres kokillen et lag sværte indvendig for dels at beskytte kokillemetallet mod direkte kontakt med støbemetallet, dels at få støbemetallet til at flyde lettere og derved bedre udfylde kokillen. Ved at anvende forskellige sværter på de enkelte områder kan man ændre varmeovergangen og dermed styre afkølingsforløbet. Da metal har bedre varmeledning end sand, kan varmen bortledes hurtigere i kokiller end i sandforme. Den hurtigere størkning giver alt andet lige en mere finkornet struktur i støbegodset og dermed bedre mekaniske egenskaber. Ved store godstykkelser fordeler kokillen også varmen, og ved at gøre kokillen tung i forhold til støbegodset kan man holde kokilletemperaturen moderat og undgå for store temperatursvingninger. Det betyder, at kokillen evt. kan laves af et metal med lavere smeltepunkt end støbemetallet.
Til udstøbning af barrer bruges simple åbne kokiller i endeløse bånd, ofte med automatisk ihældning og udslagning. Til formgods kan der være tale om endog meget komplicerede forme sammensat af mange dele. Kokiller er ofte udstyret til automatisk udtagning af det støbte emne, hvor udstødere kan styre og understøtte emnet under afformningen.
Ved centrifugalstøbning anvendes en cylindrisk kokille, der roterer under støbningen; det bruges fx til fremstilling af cylindere til forbrændingsmotorer.
Ved strengstøbning fremstilles uendelig lange stænger med god kvalitet, god homogenitet og meget lidt spild. Metoden bruges til fremstilling af udgangsmateriale til valsning og smedning og til stangmateriale til spåntagende bearbejdning.
Påfyldningen af smelte foregik tidligere ved håndkraft ved at hælde smelten enten direkte ind i formhulrummet eller gennem en indløbskanal til det laveste punkt i formhulrummet. Princippet anvendes stadig, men ofte mekaniseret i forskellig grad. Ved automatisk støbning kan man ved laserstyring konstatere, når formen er fyldt, så spild af smelte undgås.
Ved slyngstøbning anbringes formen i en fjedermekanisme, som, når fjederen udløses, vil udsætte formen for en kraftig acceleration, der ender i en rotation. Denne bevægelse gør, at smelten fra et forkammer vil fylde hele formen under et betydeligt tryk, hvilket giver tæt gods, fordi eventuelle luftbobler komprimeres. Metoden anvendes til guldsmede- og tandlægeartikler, kirurgiske implantater og blæserhjul til turboladere.
Ved kokillestøbning kan formen fyldes ved, at smelten suges op i formen eller pumpes ind ved et passende tryk. Ved aluminium, zink og andre metaller med moderat smeltepunkt kan smelten pumpes ind af en stempelpumpe. Der kan derved opnås fylde- og holdetryk under størkning på op til 150 MPa. Trykstøbning giver snævre tolerancer, så efterbearbejdning normalt ikke er nødvendig. Til gengæld kan emnerne ikke varmebehandles, idet de komprimerede luftblærer nær overfladen så vil svulme op og give knopper.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.