sproghistorie

Sproghistorie er en gren af den historiske lingvistik. Mens den historiske lingvistik i videste forstand studerer de almene lovmæssigheder for sprogforandringer, bruges betegnelsen sproghistorie mere specifikt om forskning i og fremstilling af ét eller flere sprogs eksistensvilkår, opbygning og brug gennem tiderne, ofte set som et væsentligt led i social- og kulturhistorien.

Fremstillingen kan omfatte hele det af forskningen kendte udviklingsforløb eller kun en vis periode. Men den kan også begrænse sig til nogle få eller et enkelt træk af sprogets forandring; to danske eksempler er Aage Hansens Den lydlige udvikling i dansk fra ca. 1300 til nutiden, 1-2 (1962-71) og Lars Brink og Jørn Lund: Dansk Rigsmål, 1-2 (1975), der beskriver lydudviklingen siden 1840 med særligt henblik på sociolekterne i København. En fremstilling, der alene gør rede for ændringer i sprogbygningen uden hensyn til sprogets sociale funktion, kaldes en historisk grammatik.

Som eksempel på en historisk lydlov, dvs. en regelmæssig forandring af udtalen, kan nævnes en tendens i de nordiske sprog til at forskyde artikulationen af [k] foran fortungevokalerne i, e, æ, y, ø til eller i retning af [ç] som i svensk kista, köra og no. kiste, kjøre, i norsk markeret med skrivemåden kj foran e, æ og ø ligesom tidligere i dansk, hvor tendensen dog var ophørt i rigsmålet, længe før skrivemåden blev officielt afskaffet i 1889; se også danske dialekter (konsonantisme). En parallel i de romanske sprog er forskydningen af lat. [k] i fx centum 'hundrede' til [ʧ] i italiensk cento, [θ] i spansk ciento og [s] i fransk cent.

Sproghistoriske iagttagelser er undertiden blevet brugt som politisk argument. Således tog Jacob Grimm den vest- og sønderjyske foransatte artikel, fx æ hus 'huset' som sprogligt bevis for Jyllands oprindelige tyskhed. Påstanden blev i 1858 gendrevet af K.J. Lyngby, se danske dialekter (bøjningsforhold).

Efter de afgørende opdagelser ca. 1800 af kriterierne for genetisk sprogslægtskab og lovmæssig sprogforandring fremkom som de tidligste sproghistoriske fremstillinger J. Grimms Deutsche Grammatik, 1-4 (1819-37), en historisk grammatik over de germanske sprog, og N.M. Petersens Det danske, norske og svenske Sprogs Historie under deres Udvikling af Stamsproget, 1-2 (1829-30), der er en egentlig sproghistorie af den vidtfavnende type.

Siden er de fleste kultursprogs historie blevet beskrevet. Flere monumentale værker er præget af én forfatters opfattelse af emnet, for fransk således både F. Brunots Histoire de la langue française, 1-13 (1906-53) og danskeren K. Nyrops Grammaire historique de la langue française, 1-6 (1899-1930), og for dansk Peter Skautrups Det danske sprogs historie, 1-4 (1944-68), hvori sprogets udvikling overalt ses i sammenhæng med ændringer i samfundet. Så stort anlagte fremstillinger udarbejdes i nutiden oftere af en gruppe sproghistorikere i fællesskab; et eksempel er The Cambridge History of the English Language, bind 1-6 (1992 ff.) og Dansk Sproghistorie, bind 1-6 (2016 ff.).

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig