De fleste springpadder har udvendig befrugtning; hannen griber bagfra om hunnen og befrugter æggene, mens de lægges. Denne omklamring kaldes amplexus og kan undertiden vare i dagevis. Hos enkelte arter befrugtes æggene inde i hunnen; det gælder især de få arter, som føder unger i stedet for at lægge æg. I tempererede egne ligger yngletiden som regel om foråret eller forsommeren, mens den i troperne ofte er i begyndelsen af regntiden. Navnlig i regnskoven kan hunnerne få flere kuld om året.
De fleste springpadder lægger æg, hvoraf der udvikles en larve eller haletudse, som er lemmeløs, ånder ved gæller og oftest lever af planteføde. Alle de danske springpadder afsætter deres æg i vand, hvor de klækkes, og hvor haletudsen lever indtil forvandlingen. Især i troperne findes mange afvigelser fra dette mønster, hvor forskellige ynglestrategier på hver sin måde skal sikre, at æggene og de små, forsvarsløse haletudser kan undgå fjender. Mange arter afsætter således deres æg over vandet, på klippesider eller klæbet til vegetationen. Nogle klæber et blad rundt om ægmassen, mens andre pisker ægslimen til skum til yderligere beskyttelse af æg og de små haletudser. Senere arbejder haletudserne sig ud af ægslimen eller skumreden og falder ned i vandet. Hos en del arter graves æggene ned i skovbunden, undertiden hvor en regnvandspyt senere dannes, undertiden således at de nyklækkede larver må foretage en ofte meget lang rejse, flere meter, hen til nærmeste vand. Endelig har en del arter fra den tropiske skov store, blommefyldte æg, hvorfra de små frøer udvikles uden et haletudsestadium, nedgravet eller i små kamre i skovbunden.
Nogle springpadder passer deres æg eller haletudser. Hos en del arter holder hunnen eller hannen sig nær æggene, forsvarer dem og sprøjter urin over dem. Hos pipatudserne (Pipa spp.) anbringes de befrugtede æg på hunnens ryg. Ryghuden svulmer op og danner små kamre, hvorfra enten haletudser eller fuldt udviklede små pipatudser dukker op. Bortset fra denne vandlevende art er det kun hos landlevende arter, at æggene eller larverne transporteres rundt. Hos de europæiske og nordafrikanske fødselshjælperfrøer (Alytes spp.) vikles ægsnoren om hannens bagben; han bærer så æggene, indtil haletudserne slipper fri i et vandhul. Hos andre arter, bl.a. visse mellemamerikanske giftfrøer, bærer hannen rundt på haletudserne, idet de suger sig fast på hans ryg. Hos visse pungfrøer (Gastrotheca spp.) bærer hunnen æggene i en pung på ryggen, og hos nogle australske frøer (Rheobatrachus spp.) sluger hunnen æggene, så æg og haletudser udvikles i hendes mave og kommer ud af munden som nyforvandlede frøer. Hos de sydamerikanske snabelfrøer (Rhinoderma spp.) opbevares og udvikles haletudserne i hannens kvækkepose.
Endelig har nogle afrikanske bjergtudser (Nectophrynoides spp. og Nimbaphrynoides occidentalis) indre udvikling i hunnens livmoder, hos mindst en af arterne således, at næring overføres til larverne (ægte vivipari). Også pibefrøen Eleutherodactylus jasperi føder levende unger, mens arten Limnonectes larvaepartus fra Indonesien føder haletudser, der derefter gennemfører deres udvikling i vandløb.
Disse forskellige ynglestrategier optræder navnlig i troperne og findes spredt i de forskellige familier, så de er utvivlsomt udviklet uafhængigt af hinanden mange steder.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.