Rødøjet løvfrø (Agalychnis callidryas) er udbredt fra det sydlige Mexico gennem Mellemamerika til det nordlige Sydamerika. Den lever overvejende i tropisk regnskov.

.

Springpadderne udgør en orden af padder med ca. 7.500 arter fordelt på flere end 50 familier. De findes navnlig i Jordens varmere egne, men en del arter optræder også i de køligere tempererede egne, og nogle ganske få findes endda nord for den nordlige polarcirkel; eksempelvis strækker den butsnudede frøs udbredelse sig helt op til Nordkapp i Norge. Populært kaldes springpadderne også for frøer og tudser; betegnelsen tudser bruges navnlig om familien Bufonidae.

Faktaboks

Også kendt som

Anura

De mindste arter bliver bliver knap 1 cm fra snude til gat, mens den største art er den afrikanske goliatfrø (Conraua goliath), som kan blive over 30 cm lang og veje mere end 3 kg.

Fossile springpadder kendes fra Jura, men gruppens geologiske historie er meget ufuldstændigt belyst.

Bygningstræk og fysiologi

Goliatfrø
Goliatfrøen (Conraua goliath) er verdens største frø. Hunnerne kan blive 32 cm lange og veje op til 3,3 kg. Den findes i Cameroun og Ækvatorialguinea.
Goliatfrø
Af /Minden/Ritzau Scanpix.

Springpadder er bl.a. kendetegnet ved at mangle en hale; "halen" hos halefrøerne af slægten Ascaphus er i virkeligheden et forplantningsorgan og ikke en egentlig hale. De har en kort krop, og bagbenene er hos de fleste arter længere end forbenene. Som de øvrige padder har springpadderne en nøgen hud uden skæl eller hår. Huden er hos de fleste arter gennemtrængelig for ilt og kuldioxid, og en stor del af åndingen foregår derfor gennem huden. I koldt vejr kan hele åndingen klares af huden alene. Huden er også gennemtrængelig for vanddamp; vand kan fordampe gennem huden, og dyrene kan optage fugtighed.

De fleste springpadder lever, hvor mikroklimaet er fugtigt, men nogle arter kan klare endog ganske megen tørke. Visse afrikanske træfrøer (Chiromantis spp.) og sivfrøer (Hyperolius spp.) har en hud, der er ugennemtrængelig for vanddamp, og de udskiller affaldsprodukter som urinsyre, hvilket betyder, at mængden af vand i urinen reduceres meget. Andre arter fra tørre egne kommer kun frem i den korte regntid og tilbringer resten af året nedgravet eller i gange under jorden, hvor luftfugtigheden er høj . En del arter har hudkirtler, der afsondrer gift, bl.a. tudser, som producerer forskellige stoffer, heriblandt det lokalirriterende bufotoksin. Særlig bemærkelsesværdige er pilegiftfrøerne, hvis hud indeholder en række alkaloider, der gør visse arter så giftige, at lokale stammer har brugt dem til at påføre gift til pusterørspile.

Formering

Skrubtudser (Bufo bufo) i parring.

.

De fleste springpadder har udvendig befrugtning; hannen griber bagfra om hunnen og befrugter æggene, mens de lægges. Denne omklamring kaldes amplexus og kan undertiden vare i dagevis. Hos enkelte arter befrugtes æggene inde i hunnen; det gælder især de få arter, som føder unger i stedet for at lægge æg. I tempererede egne ligger yngletiden som regel om foråret eller forsommeren, mens den i troperne ofte er i begyndelsen af regntiden. Navnlig i regnskoven kan hunnerne få flere kuld om året.

De fleste springpadder lægger æg, hvoraf der udvikles en larve eller haletudse, som er lemmeløs, ånder ved gæller og oftest lever af planteføde. Alle de danske springpadder afsætter deres æg i vand, hvor de klækkes, og hvor haletudsen lever indtil forvandlingen. Især i troperne findes mange afvigelser fra dette mønster, hvor forskellige ynglestrategier på hver sin måde skal sikre, at æggene og de små, forsvarsløse haletudser kan undgå fjender. Mange arter afsætter således deres æg over vandet, på klippesider eller klæbet til vegetationen. Nogle klæber et blad rundt om ægmassen, mens andre pisker ægslimen til skum til yderligere beskyttelse af æg og de små haletudser. Senere arbejder haletudserne sig ud af ægslimen eller skumreden og falder ned i vandet. Hos en del arter graves æggene ned i skovbunden, undertiden hvor en regnvandspyt senere dannes, undertiden således at de nyklækkede larver må foretage en ofte meget lang rejse, flere meter, hen til nærmeste vand. Endelig har en del arter fra den tropiske skov store, blommefyldte æg, hvorfra de små frøer udvikles uden et haletudsestadium, nedgravet eller i små kamre i skovbunden.

Nogle springpadder passer deres æg eller haletudser. Hos en del arter holder hunnen eller hannen sig nær æggene, forsvarer dem og sprøjter urin over dem. Hos pipatudserne (Pipa spp.) anbringes de befrugtede æg på hunnens ryg. Ryghuden svulmer op og danner små kamre, hvorfra enten haletudser eller fuldt udviklede små pipatudser dukker op. Bortset fra denne vandlevende art er det kun hos landlevende arter, at æggene eller larverne transporteres rundt. Hos de europæiske og nordafrikanske fødselshjælperfrøer (Alytes spp.) vikles ægsnoren om hannens bagben; han bærer så æggene, indtil haletudserne slipper fri i et vandhul. Hos andre arter, bl.a. visse mellemamerikanske giftfrøer, bærer hannen rundt på haletudserne, idet de suger sig fast på hans ryg. Hos visse pungfrøer (Gastrotheca spp.) bærer hunnen æggene i en pung på ryggen, og hos nogle australske frøer (Rheobatrachus spp.) sluger hunnen æggene, så æg og haletudser udvikles i hendes mave og kommer ud af munden som nyforvandlede frøer. Hos de sydamerikanske snabelfrøer (Rhinoderma spp.) opbevares og udvikles haletudserne i hannens kvækkepose.

Endelig har nogle afrikanske bjergtudser (Nectophrynoides spp. og Nimbaphrynoides occidentalis) indre udvikling i hunnens livmoder, hos mindst en af arterne således, at næring overføres til larverne (ægte vivipari). Også pibefrøen Eleutherodactylus jasperi føder levende unger, mens arten Limnonectes larvaepartus fra Indonesien føder haletudser, der derefter gennemfører deres udvikling i vandløb.

Disse forskellige ynglestrategier optræder navnlig i troperne og findes spredt i de forskellige familier, så de er utvivlsomt udviklet uafhængigt af hinanden mange steder.

Haletudser

Haletudser
Haletudser af butsnudet frø (Rana temporaria).
Haletudser
Af /Science Photo Library/Ritzau Scanpix.

Hos springpadderne repræsenterer haletudsestadiet et selvstændigt stadium, som er fundamentalt forskelligt fra det voksne. Haletudserne er overvejende planteædere; dog æder en del arter døde dyr, nogle arter æder æg og haletudser af artsfæller, og visse arter er deciderede rovdyr. Haletudser har et antal horntænder arrangeret i rækker i over- og undermund.

Nogle haletudser færdes frit i vandet og filtrerer små organismer, mens andre roder efter organisk materiale i bundlaget. En del arter skraber alger af sten og rødder. Visse arter findes i strømmende vand, undertiden stærkt strømmende. De har gennemgående en stor mund med mange tandrækker; formentlig for at kunne skrabe den sparsomme algevækst, og fordi den store mund fungerer som en sugeskive i strømmen. Nogle arter har en stor, tragtformet mund. De placerer sig i vandoverfladen og skummer organisk materiale. En del arter kan bevæge sig rundt på våde klipper eller grene, undertiden næsten uafhængigt af vand. Hos en vestafrikansk art udvikles de muskuløse bagben tidligt, og haletudsen kan så bevæge sig adræt rundt på våde klipper.

Forvandling

Efter nogle måneder som haletudse (enkelte arter kan dog overvintre) sker en forvandling til det lungeåndende, firbenede rovdyr. Denne forvandling indebærer en dybtgående ændring, hvor baglemmerne først bryder ud, derefter forlemmerne, lungerne udvikles, og gællerne forsvinder, den lange planteædertarm ændres til en kort kødædertarm, hele mundapparatet ændres, og halen tilbagedannes. Stort set alle kroppens organer ændres; der er næsten tale om, at haletudsen opløses og erstattes af et helt nyt dyr. Det er bemærkelsesværdigt, at haletudsen stadig fungerer under denne forvandling. Den æder ikke, men kan stadig bevæge sig og undvige fjender.

Stemme

De fleste springpadder har en stemme og kan give forskellige kald. Det vigtigste er ynglekaldet, som er artsspecifikt og tjener til at sikre, at artsfæller kan finde hinanden, også hvor mange forskellige frøer søger til samme yngleplads. De fleste frøer har kvækkeposer ved underkæben, og lyden dannes, ved at luft passerer frem og tilbage over stemmelæberne mellem lunger og kvækkeposer. Det betyder også, at frøer kan kvække under vandet. Kun det såkaldte afværgeskrig, som fx bruges, hvis en frø gribes af en slange, udstødes med åben mund.

Systematik

Springpadderne inddeles i mere end 50 forskellige familier, om end der er en vis uenighed om deres antal og afgrænsning. Nedenfor præsenteres et udvalg af familierne:

Leiopelmatider

Leiopelmatidae er en lille familie af primitive frøer fra New Zealand. Den omfatter kun en enkelt slægt, Leiopelma, med tre arter. De har indvendig befrugtning, og æggene lægges på land. Der er ikke noget haletudsestadium, og fra æggene klækker små, færdigudviklede frøer.

Skivetungede frøer

Alytidae er en familie, der omfatter tre slægter og 12 arter fra Europa, Nordafrika og Israel. Samlet kaldes de for skivetungede frøer. De omfatter de malede frøer (slægterne Discoglossus og Latonia) og fødselshjælperfrøerne (slægten Alytes). Mens de malede frøer lægger æg i lavvandede vandhuller, bærer hannerne af fødselshjælperfrøerne æggene på deres bagben, indtil de er klækningsmodne.

Klokkefrøer m.fl.

Bombinatoridae omfatter to slægter af mere eller mindre vandlevende frøer med i alt ti arter. Den ene slægt, Barbourula, omfatter to vandløbslevende arter fra hhv. Filippinerne og Borneo. De sidste otte arter arter hører alle til de tudselignende klokkefrøer (Bombina spp.), som er udbredt i dele af Europa og Asien. I Danmark er klokkefrøerne repræsenteret af klokkefrøen (B. bombina).

Næsetudser

Rhinophrynidae er en familie med kun et eneste medlem: næsetudsen (Rhinophrynus dorsalis). Den er udbredt fra det sydøstligste Texas og ned gennem Mellemamerika til Costa Rica. Næsetudsen har en spids snude, som bruges til at grave med. Den lever udelukkende af myrer og termitter, som fanges med tungen, der skydes ud gennem den rørformede mund; på samme måde som en myresluger.

Tungeløse frøer

Pipidae kaldes også for de tungeløse frøer og består af fire slægter med mere end 40 arter af akvatiske frøer. Familien omfatter bl.a. pipatudserne (Pipa spp.) fra Panama og Sydamerika samt dværgsporefrøerne (Hymenochirus spp.) og sporefrøerne (Xenopus spp.) fra Afrika. Sporefrøen (X. laevis) blev tidligere anvendt som graviditetsprøver, da de efter indsprøjtning med urin fra en gravid kvinde begyndte at udvikle æg.

Løgfrøer

Pelobatidae er en familie af tudselignende frøer, som populært kaldes for løgfrøer. Familien omfatter en enkelt slægt, Pelobates, med seks arter fra Europa, Nordafrika og det vestlige Asien. De tilbringer dagen nedgravet i sandet, løs jord. I Danmark er familien repræsenteret af den sjældne løgfrø (P. fuscus).

Dynddykkere

Pelodytidae kaldes også for dynddykkere og er en lille familie med en slægt og i alt fem arter. Heraf findes de fire i Vesteuropa, mens den sidste kun er kendt fra Kaukasus.

Spøgelsesfrøer

Heleophrynidae er en lille familie af vandløbslevende frøer fra bjergområder i det sydlige Afrika. De findes ofte ved vandfald. Populært kaldes de for spøgelsesfrøer. Da de yngler i koldt vand, kan haletudserne være mere end to år om at forvandle sig. Spøgelsesfrøerne omfatter to slægter med tilsammen seks arter.

Pibefrøer

Leptodactylidae kaldes også for pibefrøer og er en forholdsvis stor familie af frøer fra Amerika. Tidligere omfattede familien langt over 1.000 arter, men på baggrund af nyere undersøgelser er flertallet blevet flyttet til deres egne familier, heriblandt Craugastoridae og Strabomantidae. Også hornfrøerne, Ceratophryidae, hørte førhen til pibefrøerne. I dag omfatter familien lidt over 200 arter. Nogle af dem bliver meget store, og flere er udnyttet som føde af lokalbefolkningen i Sydamerika og Caribien. Blandt dem er den stærkt truede Leptodactylus fallax fra Dominica og Montserrat; den kan blive 21 cm lang og går lokalt under navnet mountain chicken 'bjerg-kylling'.

Tudser

Bufonidae er en stor familie, der i daglig tale blot kaldes tudser. Den omfatter mere end 630 arter fordelt på over 50 slægter. Tudserne findes i det meste af verden, selv om de flere steder ikke forekommer naturligt, men er udsat af mennesker. Det gælder fx i Australien, hvor agatudsen (Rhinella marina) blev udsat i 1930'erne for at bekæmpe skadedyr i sukkerrørsplantager. De fleste tudser er vortede og har korte bagben, hvorfor de kravler. Nogle arter fra regnskoven har glat hud, og der findes en del slægter af ganske små arter, hvoraf nogle er levendefødende (se ovenfor). Flertallet af tudserne optræder i afdæmpede farve, men enkelte kan være meget farvestrålende. De gælder ikke mindst de stærkt truede tudser af slægten Atelopus fra Mellem- og Sydamerika, som kan være både grønne, røde, gule og lilla. I Danmark er tudserne repræsenteret af den vidt udbredte skrubtudse (Bufo bufo), den mindre og sjældne grønbrogede tudse (Bufotes viridis) og den endnu mindre strandtudse (Epidalea calamita).

Løvfrøer

Hylidae kaldes også for løvfrøer og er en stor familie fra Amerika, Europa, Afrika nord for Sahara og Asien samt Australien. Den tæller over 1.000 forskellige arter, som fordeler sig på mere end 50 slægter. Gribefrøerne fra Mellem- og Sydamerika regnes dog ofte til deres egen familie, Phyllomedusidae, hvilket også gælder de australske løvfrøer, der muligvis bør henregnes til familien Pelodryadidae. Løvfrøerne er en ret forskelligartet gruppe. De fleste arter lever oppe i vegetationen og har tydelige sugeskiver på tæerne. En del arter tilbringer dog livet på jorden, og nogle få er vandlevende. Til sidstnævnte gruppe hører bl.a. paradoksfrøen (Pseudis paradoxa), hvis haletudser kan blive 22 cm lange; det er 3-4 gange længere end den voksne frø. I Danmark er løvfrøerne repræsenteret af løvfrøen (Hyla arborea).

Pilegiftfrøer

Dendrobatidae er en familie af små, ofte farvestrålende, jordlevende pilegiftfrøer fra Mellem- og Sydamerika. Hudsekretet indeholder en række forskellige alkaloider, hvilket gør frøerne yderst giftige. I Colombia er hudsekreterne fra tre arter, Phyllobates terribilis, P. aurotaenia og P. bicolor, blevet anvendt som pilegift. Familien består af 20 slægter med ca. 340 arter.

Egentlige frøer

Ranidae kaldes også de egentlige frøer og er en meget stor, globalt udbredt familie. Den omfatter 25 slægter og ca. 440 arter. Fem af de danske springpadder kommer fra denne familie. Det gælder spidssnudet frø (Rana arvalis), butsnudet frø (R. temporaria), springfrø (R. dalmatina), grøn frø (Pelophylax kl. esculentus) og latterfrø (P. ridibundus).

Mantellaer m.fl.

Mantellidae er en familie, som udelukkende findes på Madagaskar og øen Mayotte i Comorerne. Den består af 12 slægter med ca. 230 arter. Nogle, som slægten Boophis, minder mest om træfrøerne, som de også er nært beslægtede med, mens de ofte meget farvestrålende arter af slægten Mantella kan forveksles med pilegiftfrøerne.

Arthroleptider

Arthroleptidae er en ret forskelligartet familie af små til store frøer fra Afrika. Den omfatter otte slægter og mere end 150 arter. Nogle arter lever på jorden, andre er klatrende, og enkelte er mere eller mindre vandlevende. Blandt familiens mere bemærkelsesværdige medlemmer er hårfrøen (Trichobatrachus robustus), hvor hannen i parringstiden udvikler hårlignende papiller på flankerne og lårene.

Sivfrøer

Hyperoliidae kaldes populært for sivfrøer. De omfatter 18 slægter og mere end 230 arter fra Afrika syd for Sahara samt på Madagaskar og Seychellerne. Flertallet er klatrende og minder i levevis om løvfrøerne (Hylidae). Visse arter, fx slægterne Kassina og Paracassina, lever dog overvejende på jorden. Der er ofte en betydelig kønsdimorfi i farvetegningen, især hos slægten Hyperolius.

Træfrøer

Rhacophoridae er en familie små og store, mere eller mindre klatrende frøer, som også kaldes træfrøer. De findes hovedsagelig i Sydasien, mens familien er repræsenteret i Afrika af nogle få arter af slægten Chiromantis. Visse arter af slægten Rhacophorus kaldes svævefrøer, da de har kraftigt udviklet svømmehud mellem fingre og tæer, som kan spredes ud, så frøerne i glideflugt kan "svæve" fra træ til træ. Familien omfatter 21 slægter og ca. 450 arter.

Snævermundede frøer

Microhylidae kaldes også snævermundede frøer og er en stor familie af ofte ret små frøer, som er udbredt i alle tropeegne. Den tæller 58 slægter og ca. 730 arter. De fleste er jordlevende og mange arter er gravende. Blandt de største og mere farvestrålende er de orange til røde tomatfrøer (Dyscophus spp.) fra Madagaskar. Medlemmerne af slægten Mini, som ligeledes kommer fra Madagaskar, hører til blandt verdens mindste springpadder med længder på under 10 mm.

Regnfrøer

Brevicipitidae kaldes regnfrøer og omfatter fem slægter og 36 arter af små, plumpe og kortbenene frøer. Den mest artsrige slægt er Breviceps, som består af kuglerunde frøer, der tilbringer det meste af året nedgravet. De kommer kun frem efter regn, som i nogle arters udbredelsesområde kun falder med års mellemrum.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig