Skjoldbruskkirtelsygdomme, sygdomme, der dels medfører lokale symptomer fra skjoldbruskkirtlen, dels symptomer fra hele legemet, fordi kirtlens hormoner (thyroxin og trijodthyronin) regulerer kroppens stofskifte, dvs. iltoptagelse og forbrænding (se basalstofskifte). Af ukendte årsager optræder de fleste skjoldbruskkirtelsygdomme ca. fem gange så hyppigt hos kvinder som hos mænd.

Struma

Struma er forstørrelse af skjoldbruskkirtlen. Tilstanden er hyppigt forekommende og findes hos 5-10% af den ældre del af befolkningen. Struma forekommer hyppigere hos rygere.

Symptomer

Skjoldbruskkirtlen vejer normalt ca. 20-25 g og kan ikke ses eller føles på halsen. Hvis den kan, foreligger der per definition struma. En struma kan være ganske lille, 30-40 g, eller betydelig forstørret, helt op til 1 kg. Symptomerne er øget fornemmelse af fylde på halsen, rømmetrang, synkebesvær og eventuelt vejrtrækningsbesvær og er ikke kun afhængige af størrelsen; en lille struma kan give udtalte tryksymptomer, mens en endog meget stor struma evt. kun giver kosmetiske gener, fx fortykket og deformeret hals. Undertiden strækker struma sig ned i øverste del af brysthulen og kan være opdaget tilfældigt ved en røntgenundersøgelse af brystkassen.

En struma dannes ofte i de unge år (ungpigestruma) og kan forblive uændret eller evt. vokse lidt under graviditet og amning. Men ikke sjældent tiltager struma i størrelse, og fra at have været jævnt forstørret og blød af konsistens (diffus struma) bliver den ofte med årene mere knudret (multinodøs) og fast.

Årsager

Årsagen til struma er i de fleste tilfælde ukendt, men struma findes ofte hos flere i samme familie og i områder med relativ jodmangel, idet det kan give anledning til mangel på jod i kosten. Desuden forekommer struma ved sjældne medfødte defekter i dannelsen af skjoldbruskkirtelhormonerne. Behandling af depression med lithium og overdosering med lægemidler mod forhøjet stofskifte samt visse fødeemner, fx kål, kan medføre struma. Autoimmune tilstande i skjoldbruskkirtlen kan medføre akut inflammation af kirtlen med ømhed, struma, feber, sygdomsfølelse og halssmerter (subakut thyreoiditis, de Quervains sygdom) eller kronisk inflammation, nedsat stofskifte og struma (Hashimotos sygdom). Se også thyreoiditis.

Typer

Den diffuse struma er præget af en øget mængde kirtelvæv (follikler) og kolloid (se skjoldbruskkirtel). I den multinodøse struma er det mikroskopiske billede varierende med kolloidfyldte follikler, cyster, kalkaflejringer og rigeligere bindevævsdannelse, hvorved konsistensen bliver uensartet og i reglen mere hård, især hvis der tidligere er foretaget operation af kirtlen og i udtalt grad ved særlige strumaformer, fx ved Hashimotos sygdom. Ved denne er der desuden tegn på kronisk inflammation med mange lymfocytter.

Behandling

Behandling af en struma afhænger af kirtlens størrelse og patientens symptomer og retter sig evt. mod årsagen, hvis den kendes. Ved en simpel struma af ukendt årsag var kirurgisk behandling tidligere det mest almindelige, men siden 1970'erne bruges i tiltagende omfang behandling med radioaktivt jod, især hvis der samtidig er forhøjet stofskifte. Behandling af struma med skjoldbruskkirtelhormon (thyroxin) har begrænset virkning og mindre eller ingen virkning ved den knudrede form.

For lavt stofskifte

For lavt stofskifte betegnes også hypothyreoidisme, hypothyreose og myksødem. Betegnelsen myksødem hentyder til, at der ved denne tilstand af ukendt årsag findes en øget mængde viskøs væske i huden, andre organer og kroppens hulheder, fx hjertesækken. De fleste af de øvrige symptomer kan henføres til den nedsatte forbrænding og er des mere udtalte, jo lavere koncentrationen af skjoldbruskkirtelhormonerne er. Patienten er kuldskær, kropstemperaturen falder, vægten øges, pulsen bliver langsom, EKG-signalet er evt. nedsat (low voltage), tanke og tale er langsom, stemmen bliver grov, der er øget søvntrang og tendens til snorken, maven er træg (forstoppelse), huden bliver fortykket, bleg og tør, og der kommer hårtab. Mange ubehandlede patienter får tidligt led- og muskelsmerter. Der optræder initiativløshed og tendens til depression, og patienten kan udvikle demenslignende tilstand og psykose. Ved ubehandlet myksødem ophører livsfunktionerne efterhånden, som det er beskrevet af Henrik Pontoppidan i De Dødes Rige (1912-16).

Symptomer

Myksødem forekommer ofte hos ældre, og symptomerne kan mistolkes som aldersforandringer, men behandling med thyroxin, der gives som tabletter, er enkel og normaliserer tilstanden. Den første vellykkede behandling af en endokrinologisk sygdom fandt sted i København i 1891, da den danske læge F. Howitz indførte behandling af myksødem med kalveskjoldbruskkirtler.

Medfødt hypothyreose

Medfødt hypothyreose kan fx skyldes jodmangel eller manglende skjoldbruskkirtel, eller at der kun findes en ringe mængde skjoldbruskkirtelvæv i form af en tungerodsstruma. Tilstanden fører ubehandlet til blivende mental retardering (kretinisme) og dværgvækst. Den forekommer hos 0,25‰ af nyfødte, og da den kan forebygges med tilførsel af thyroxin, testes blodet hos alle nyfødte (se Guthries prøve) for forhøjet koncentration af det thyreoideastimulerende hormon (TSH, se hypofyse (hormoner)), hvilket kan tyde på for lidt skjoldbruskkirtelhormon. Bekræftes diagnosen medfødt hypothyreose, påbegyndes livslang thyroxinbehandling, der sikrer en normal udvikling.

Lavt stofskifte ved behandling med lægemidler

Lavt stofskifte kan forekomme forbigående under behandling med lægemidler for forhøjet stofskifte eller under lithiumbehandling. Hypothyreose med blivende nedsættelse af stofskiftet opstår oftest spontant. Der er ledsagende svind (atrofi) af kirtelvævet, som i varierende grad erstattes af bindevæv. Mange andre tilstande kan føre til hypothyreose; hyppigst er følger efter operation eller radioaktiv jodbehandling af forhøjet stofskifte eller struma. I sjældne tilfælde er årsagen nedsat produktion af de skjoldbruskkirtelstimulerende hormoner fra hypothalamus eller hypofyse (sekundært myksødem).

For højt stofskifte

For højt stofskifte betegnes også hyperthyreoidisme, hyperthyreose og thyreotoksikose. Når kroppen udsættes for overproduktion af stofskiftehormon, forøges forbrændingen. Dette giver typisk øget varmefølelse, øget blodgennemstrømning af huden, svedtendens, varm og fugtig hud, øget puls, hjertebanken, hjerterytmeforstyrrelser, øget systolisk blodtryk, rysten på hænderne, vægttab trods øget appetit, løs afføring og nedsat muskelkraft. Der er øget knoglemineralomsætning, hvilket kan føre til knogleskørhed. Psykisk er der ofte øget aktivitet, indre uro, irritabilitet og grådtendens. Svære tilfælde (thyreotoksisk krise) kan være livstruende pga. hjertesvigt. Der er dog ikke altid vægttab, og hyperthyreose ses også hos overvægtige. Ofte er symptomerne kun lidt udtalte sammenholdt med klart forhøjede koncentrationer i blodet af stofskiftehormoner. Det gælder især hos ældre, hos hvem det første og tilsyneladende eneste symptom kan være atrieflimren.

Øjensymptomer

Hos omkring 20% af patienter med diffus struma og hyperthyreose (Basedows sygdom, Graves' sygdom) er der øjensymptomer, evt. blot rødme og irritation, nedsat blinkerefleks og stirrende blik, men i sjældnere tilfælde også sværere symptomer med dobbeltsyn og fremstående øjne (eksoftalmus). Øjenlidelsen kan blive så udtalt, at synet er truet.

Forekomst og typer af hyperthyreose

I Danmark opstår der årlig ca. 1500 nye tilfælde af hyperthyreose; i løbet af et livsforløb findes sygdommen hos 10-15% af den kvindelige og 2-4% af den mandlige befolkning. Den almindeligste form for hyperthyreose ses i forbindelse med en multinodøs struma, der efterhånden udvikler overproduktion af skjoldbruskkirtelhormoner. Hos yngre er Graves' sygdom den hyppigste årsag til hyperthyreose. Det er en autoimmun sygdom med dannelse af hormonstimulerende antistoffer mod kirtelvævet. Kirtlen har en hurtig hormonomsætning og -udskillelse. Der er dog ikke altid struma. Mikroskopi viser mange blodkar, små follikler, sparsomt kolloid og veludviklet kirtelcellelag.

Lidt sjældnere ses som årsag til hyperthyreose en enkelt, kraftigt fungerende kirtelknude, der trods lav koncentration af TSH er hormonproducerende. Den øvrige del af kirtlen har ofte nedsat funktion. Det hormonproducerende væv kan også i sjældne tilfælde ligge uden for skjoldbruskkirtlen, fx i æggestokken eller i form af metastaser fra skjoldbruskkirtelkræft. Ved de Quervains sygdom er stofskiftet ofte midlertidig øget. Meget sjældent skyldes hyperthyreose en forhøjet produktion i hypofysen af TSH. Hyperthyreose kan endelig ses ved overdreven brug af thyroxin, fx anvendt som afmagringsmiddel, hvilket ikke er uden risiko. Dødsfald er set efter indtagelse af naturmedicinske slankemidler, der uoplyst bl.a. kan indeholde thyroxin.

Behandling

Behandling af hyperthyreose omfatter tabletter med thiamazol, carbimazol eller propylthiouracil, som blokerer kirtlens hormondannelse, kirurgisk fjernelse af kirtelvæv og behandling med en enkelt dosis radioaktivt jod, der indtages flydende. Valg af behandling afhænger af sygdommen, dens sværhedsgrad, tilstedeværelse af struma, patientens alder, evne til at passe en medicinsk behandling og evt. overfølsomhed over for lægemidler. Ved Graves' sygdom vil man ofte i første omgang give tabletbehandling, der evt. kan indstilles efter 1-2 år. Evt. suppleres med thyroxintabletter, der kan give et behandlingsforløb med færre symptomsvingninger. Hos en patient med stor struma og tryksymptomer kommer kirurgi på tale. I de fleste andre tilfælde vælges radioaktivt jod. Symptomerne hjertebanken og håndrysten kan behandles med betablokkere. Eventuelle øjensymptomer er oftest de vanskeligste at behandle. Eksoftalmus vil i mange tilfælde være blivende, også efter at stofskiftet er blevet normalt. I svære tilfælde af eksoftalmus og ved evt. truende synstab kan bl.a. operation, bestråling eller behandling med store doser binyrebarkhormon være påkrævet.

Svulster i skjoldbruskkirtlen

Svulster i skjoldbruskkirtlen er i langt de fleste tilfælde godartede (adenomer) og er hyppigst led i en multinodøs struma. En knude kan også skyldes blødning, cyste eller betændelse.

Skjoldbruskkirtelkræft forekommer sjældent. I Danmark diagnosticeres 175 nye tilfælde om året. Fund af en enlig, ikke-fungerende ("kold") knude i skjoldbruskkirtlen bør give anledning til mistanke om kræft, især hvis der er hævede lymfeknuder på halsen, hvis knuden er hård og fastsiddende, og hvis der samtidig er hæshed pga. påvirkning af den nerve, der styrer stemmebåndene. Kræftformerne inddeles efter det mikroskopiske billede, idet diagnosen kræver vævsprøve (biopsi).

Den hyppigste form for kræft er papillifert karcinom med forgrenede cellehobe. Det kan være svært at skelne fra godartede adenomer og er en relativt fredelig kræftform. Lidt sjældnere er follikulært karcinom, som er mindre fredelig, idet den oftere har metastaser, fx i knogler, lever og lunger. Ved anaplastisk karcinom er cellestrukturerne meget varierende og ligner slet ikke kirtelvævets celler. Det er en hurtigtvoksende og aggressiv kræftform. Medullært karcinom udgår fra skjoldbruskkirtlens C-celler og er den sjældneste form. En del af disse tilfælde er arvelige og ofte ledsaget af svulster i andre endokrine kirtler.

Behandlingen af skjoldbruskkirtelkræft er kirurgisk fjernelse, evt. efterfulgt af radioaktivt jod i store doser. Der gives livslang behandling med thyroxin, dels for at dække hormonmanglen efter behandlingen, dels for at hæmme cellevæksten ved at modvirke TSH-stimulation af evt. tilbageværende kræftceller.

Undersøgelser

Undersøgelser af skjoldbruskkirtlen og dens funktionsniveau begynder med at fastslå, om kirtlen er forstørret, om den kan føles og hvordan den føles, om den er jævnt forstørret, knudret, blød, fast. Desuden bestemmes blodets koncentration af TSH og skjoldbruskkirtelhormonerne thyroxin (T4) og trijodthyronin (T3). En normal TSH-værdi udelukker på det nærmeste tilstedeværelse af for lavt eller for højt stofskifte. I særlige tilfælde måles forskellige skjoldbruskkirtelantistoffer i blodet.

Scintigrafi

Ved hyperthyreose udføres scintigrafi med isotoper for at vurdere, om kirtlen er multinodøs, solitær (en enkelt knude) eller der er jævn (diffus) optagelse af isotopen. Desuden vurderes, om der er tale om en hormonproducerende ("varm") eller en ikke-hormonproducerende ("kold") knude, idet behandlingen afhænger heraf. Betegnelserne "varm" og "kold" bruges om henholdsvis høj og lav optagelse af den radioaktive isotop, der anvendes ved scintigrafien.

Scintigrafi bruges desuden i diagnosen af de Quervains sygdom, hvor der er meget lav eller ingen optagelse af isotopen, ved struma for at skelne mellem diffus og multinodøs form og endelig ved kirtelknude for at fastslå, om den er "varm" eller "kold".

Ultralydsundersøgelse

Ved ultralydundersøgelse kan der skelnes mellem cyste og solid knude (såvel godartet som ondartet). Desuden kan der tages ultralydvejledt vævsprøve med nål (finnålsbiopsi). Mikroskopisk undersøgelse af vævsprøver udtaget med nål eller ved operation bruges først og fremmest til at fastslå, om der er kræft.

Røntgenundersøgelse

Ved struma og vejrtrækningsbesvær kan en røntgenundersøgelse påvise graden af en evt. forskydning eller sammenklemning af luftrøret.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig