Endokrinologi, studiet af hormonproducerende organers udvikling, funktioner og sygdomme. Det endokrine system består af kirtler og andre strukturer, der producerer hormoner, som frigives direkte til blod eller vævsvæske (intern sekretion). Hormonerne føres til målorganer og målceller, hvor de udøver deres virkning. De påvirker stofskiftet og andre processer i organismen.

Faktaboks

Etymologi
Ordet endokrinologi kommer af endo- og græsk krinein 'udskille' og -logi.

De vigtigste endokrine kirtler er hypofyse, skjoldbruskkirtel, æggestokke, testikler samt bugspytkirtlens hormonproducerende væv (langerhanske øer). Hormoner produceres også i bl.a. lungevæv, nyrevæv, mave-tarm-kanalens slimhinder, blodkar og hjerte.

Historie

Endokrinologiens barndom var i sidste halvdel af 1800-t., men allerede i 1700-t. blev det postuleret, at hjerne, mave og hjerte havde en udskillelse af stoffer, hvis tilstedeværelse i blodet medvirkede til at opretholde kroppens sundhed. Dette var en afløser af den gamle teori om den vitale kraft — anima eller følsom sjæl — som regulator af kroppens sundhed. Mere konkrete holdepunkter for eksistensen af en intern sekretion var påvisningen af, at kastrationssymptomer hos dyr kunne modvirkes ved at implantere kønskirtlerne på et andet sted i legemet (1849).

Den franske læge og fysiolog Brown-Séquard, elev og efterfølger af Claude Bernard, anføres som endokrinologiens far. Han forelæste om, at binyrer, skjoldbruskkirtel, bugspytkirtel, lever, milt og nyrer havde intern sekretion, og at ekstrakt fra disse organer måtte kunne bruges i behandling af mangelsygdomme. Addisons sygdom er den først beskrevne mangelsygdom henført til et endokrint organ (1855). Få år senere blev det vist, at indsprøjtning af skjoldbruskkirtelekstrakt kunne eliminere symptomerne ved sygdommen for lavt stofskifte (myksødem). Den danske gynækolog Frantz Howitz viste i 1882, at samme effekt kunne opnås ved i stedet at spise skjoldbruskkirtler fra dyr.

I 1902 viste de britiske læger og fysiologer William Bayliss (1860-1924) og Ernest Starling, at der ved stimulation af tarmen måtte frigøres et stof, der via blodet gav anledning til stimulation af bugspytkirtelens eksterne sekretion. De indførte betegnelsen hormon og kaldte stoffet sekretin, det første navngivne hormon. Dermed var endokrinologien grundlagt.

År forinden havde dyreeksperimenter peget på, at bugspytkirtlen måtte have en intern sekretion af afgørende betydning for glukoseomsætningen og for opståelse af sygdommen diabetes mellitus. Der skulle imidlertid gå næsten 50 år, før det i 1921 lykkedes for Banting og Best at isolere insulin fra bugspytkirtlen og i 1922 at vise dette hormons livreddende betydning for patienter med diabetes mellitus.

De følgende årtiers kliniske og eksperimentelle forskning afklarede betydningen af og sammenhængen mellem de endokrine kirtler. Hormoner blev isoleret og karakteriseret i hurtig rækkefølge, og deres virkninger beskrevet. Dette gav forudsætning for at forstå sygdomme forårsaget af henholdsvis for stor og for lille eller ophævet hormonproduktion og dermed et rationelt grundlag for behandling.

Moderne endokrinologi

I sidste halvdel af 1900-t. gennemgik endokrinologien en rivende udvikling takket være fremskridt inden for specielt biokemi, kemi og molekylærbiologi. Ekstremt følsomme analysemetoder anvendt på blod, vævsvæsker og cellefragmenter har øget indsigten i både de endokrine organers og vævs funktion og i målcellernes reaktion på hormoner. Hormoner kan opfattes som et signal, der som en nøgle i en lås udløser reaktioner i cellerne. Effekten vil i lige høj grad afhænge af låsens og af nøglens egenskaber; hormonsygdomme kan have deres årsag i både cellens ændrede følsomhed for hormonet og i forstyrrelsen i hormonets produktion og udskillelse. Mens man tidligere var henvist til at give mere eller mindre oprensede præparater udvundet af endokrine kirtler fra dyr i behandling af mangelsygdomme, har moderne organisk kemi og bioteknologi muliggjort fremstilling af helt rene hormonpræparater med samme molekylære struktur som menneskets egne hormoner. Herved undgås en række bivirkninger, som sås ved behandling med hormoner udvundet ved udtrækning fra dyrs kirtler.

Den eksperimentelle endokrinologi er fortsat i rivende udvikling. De kommende år vil give ny indsigt i de fysiologiske og biokemiske processer i de celler, der styres og kontrolleres af hormoner. Det er svært at afgrænse endokrinologien fra tilgrænsede fagområder som immunologi og neurofysiologi, hvor der også foregår signaloverførsel ved hjælp af kemiske stoffer fra et cellesystem med virkning på et andet.

Den kliniske endokrinologi, der beskæftiger sig med de endokrine sygdomme, udøves i dag i flere lægelige specialer, der foruden den medicinske endokrinologi omfatter gynækologi og obstetrik, pædiatri, neurologi samt neurokirurgi. Moderne teknologi har også inden for diagnostik og behandling af endokrine sygdomme medført store fremskridt for patienterne.

Mave-tarm-kanalens endokrinologi

Efter opdagelsen af tolvfingertarmens hormon sekretin i 1902 har det vist sig, at der i mave-tarm-kanalens slimhinde findes endokrine celler, der danner mere end 15 forskellige hormoner, som alle bidrager til reguleringen af fordøjelsen ved at påvirke tarmbevægelserne og dannelsen af fordøjelsessafter. De bedst kendte hormoner er sekretin, gastrin, cholecystokinin, tarmglukagon og somatostatin. De mange hormoner og endokrine celler gør mave-tarm-kanalen til kroppens største endokrine organ. Siden 1975 har man desuden fundet mave-tarm-hormoner i andre organer, først og fremmest i hjernen, hvor hormonerne dannes i nervecellerne. Mave-tarm-hormonerne har således vist sig at være generelle signalstoffer, hvorfor de også ofte betegnes regulatoriske peptider, da de af struktur er polypeptider med mindre end 50 aminosyrer.

Hormonerne kan forekomme i forøget mængde i blodet ved visse sygdomme. Ved selv meget små svulster i bugspytkirtlen eller tolvfingertarmen (gastrinom eller Zollinger-Ellisons syndrom efter de amerikanske kirurger R. Zollinger (1903-92) og E. Ellison (1918-70)) findes forøget dannelse af gastrin. Ved små svulster i tyndtarmen (karcinoid syndrom) findes forøget dannelse af bl.a. serotonin.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig