Endokrinologiens barndom var i sidste halvdel af 1800-t., men allerede i 1700-t. blev det postuleret, at hjerne, mave og hjerte havde en udskillelse af stoffer, hvis tilstedeværelse i blodet medvirkede til at opretholde kroppens sundhed. Dette var en afløser af den gamle teori om den vitale kraft — anima eller følsom sjæl — som regulator af kroppens sundhed. Mere konkrete holdepunkter for eksistensen af en intern sekretion var påvisningen af, at kastrationssymptomer hos dyr kunne modvirkes ved at implantere kønskirtlerne på et andet sted i legemet (1849).
Den franske læge og fysiolog Brown-Séquard, elev og efterfølger af Claude Bernard, anføres som endokrinologiens far. Han forelæste om, at binyrer, skjoldbruskkirtel, bugspytkirtel, lever, milt og nyrer havde intern sekretion, og at ekstrakt fra disse organer måtte kunne bruges i behandling af mangelsygdomme. Addisons sygdom er den først beskrevne mangelsygdom henført til et endokrint organ (1855). Få år senere blev det vist, at indsprøjtning af skjoldbruskkirtelekstrakt kunne eliminere symptomerne ved sygdommen for lavt stofskifte (myksødem). Den danske gynækolog Frantz Howitz viste i 1882, at samme effekt kunne opnås ved i stedet at spise skjoldbruskkirtler fra dyr.
I 1902 viste de britiske læger og fysiologer William Bayliss (1860-1924) og Ernest Starling, at der ved stimulation af tarmen måtte frigøres et stof, der via blodet gav anledning til stimulation af bugspytkirtelens eksterne sekretion. De indførte betegnelsen hormon og kaldte stoffet sekretin, det første navngivne hormon. Dermed var endokrinologien grundlagt.
År forinden havde dyreeksperimenter peget på, at bugspytkirtlen måtte have en intern sekretion af afgørende betydning for glukoseomsætningen og for opståelse af sygdommen diabetes mellitus. Der skulle imidlertid gå næsten 50 år, før det i 1921 lykkedes for Banting og Best at isolere insulin fra bugspytkirtlen og i 1922 at vise dette hormons livreddende betydning for patienter med diabetes mellitus.
De følgende årtiers kliniske og eksperimentelle forskning afklarede betydningen af og sammenhængen mellem de endokrine kirtler. Hormoner blev isoleret og karakteriseret i hurtig rækkefølge, og deres virkninger beskrevet. Dette gav forudsætning for at forstå sygdomme forårsaget af henholdsvis for stor og for lille eller ophævet hormonproduktion og dermed et rationelt grundlag for behandling.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.