scintigrafi

Ved scintigrafi indgives en radioaktiv isotop (se radioaktive lægemidler), oftest ved en indsprøjtning i en blodåre, fx en armvene. Derefter foretages vha. et gammakamera en billedoptagelse. Betegnelsen scintigrafi kommer af, at gammastråler fra den radioaktive isotop fremkalder lysglimt (scintillationer) i en stor fladeformet krystal i gammakameraet. Lysglimtene forstærkes elektronisk, og da de samtidig stedbestemmes, opnås der et billede af, hvor i kroppen de radioaktive isotoper befinder sig. Der afgives naturligvis flest gammastråler fra de områder af kroppen, hvor isotopen er mest koncentreret, og det afhænger bl.a. af, hvilken kemisk forbindelse isotopen indgår i.

Indgives fx en fosfatforbindelse mærket med technetiumisotopen ^99mTc, vil stoffet optages i knoglevæv, mest de steder, hvor omsætningen i knoglevævet er størst, fx ved knoglebrud, knoglekræft eller betændelse. Undersøgelsen kaldes knoglescintigrafi. Isotopforbindelser, der optages i hjertets muskulatur (myokardium), anvendes til myokardiescintigrafi (se hjerteundersøgelse). Atter andre forbindelser bruges til lungescintigrafi mhp. konstatering af blodprop i lunge (se lungesygdomme), nyrescintigrafi (se renografi), hjernescintigrafi (se hjerne (blodgennemstrømning)), leverscintigrafi osv. En scintigrafi kan således få navn efter det organ eller organsystem, der undersøges. Ved indsprøjtning af isotopmærkede hvide blodlegemer (leukocytter) kan en scintigrafi afsløre eventuelle betændelsesprocesser, hvor leukocytterne koncentreres. PET- og SPECT-scanning er særlige former for scintigrafi. Ved helkropsscanning udføres en scintigrafi af hele legemet. Dette anvendes i reglen i forbindelse med knoglescintigrafi.

De billeder (scintigrammer), der fremkommer ved scintigrafi, er ikke skarpe eller detaljerede sammenlignet med fx røntgenundersøgelse, CT-scanning eller MR-undersøgelse. Metoden er derfor ikke særlig egnet til undersøgelse af strukturforandringer. Til gengæld giver scintigrafi vigtige fysiologiske oplysninger, fx om organernes funktionstilstand, stofskifte og blodforsyning.

Scintigrafi hører til de skånsomme (noninvasive) undersøgelsesmetoder og kan derfor i næsten alle tilfælde foretages på ambulante patienter. Der kræves i almindelighed kun et stik i en blodåre, og da den kemiske stofmængde er uhyre ringe (se sporstoffer), ses praktisk talt aldrig overfølsomhedsreaktioner eller andre bivirkninger. Den stråledosis, patienten modtager fra den radioaktive isotop i forbindelse med en scintigrafi, er i reglen ikke højere end ved en røntgenundersøgelse.

Scintigrafi bruges også på heste.