selvbevidsthed

Kravet om selverkendelse var grundlæggende for Sokrates og Platon. Selvbevidsthed findes hos Aristoteles i betydningen viden om egne bevidsthedstilstande: Bevidstheden om, at man sanser, tænker eller lever, er uløseligt forbundet med selve akten at sanse, at tænke eller at leve. Stoikerne vendte opmærksomheden mod bevidstheden om ens eget selv som et fornuftsvæsen eller et moralsk væsen (conscientia hos Seneca). For Plotin faldt bevidsthedens indhold og selvbevidsthed sammen i åndens eller fornuftens hypostase. I sine analyser af menneskelig selvrefleksion fastslog Augustin, at enhver erkendelse af ydre objekter er usikker, mens det er sikkert, at man har bevidsthed om at leve, at erkende og at have en vilje (Augustins cogito), man kender sig selv som "nærværende". I sidste instans er selvbevidsthed for Augustin afhængig af gudsbevidsthed. Hos Thomas Aquinas kan mennesket kun erkende sit eget væsen indirekte gennem intellektets akter.

Hvor selvbevidsthed i oldtid og middelalder var et vigtigt indre fænomen, blev den i nyere tids filosofi et princip, som anses for at være en nødvendig forudsætning for den menneskelige erkendelses gyldighed. Hos Descartes og i den senere engelske empirisme blev den et af bevidsthedens væsenskendetegn: Hvis man er bevidst om noget, er man sig også bevidst, at man er bevidst om noget. Heraf følger tesen om bevidsthedens gennemskuelighed, dvs. at bevidstheden fuldt og helt kender sit indhold. I Kants transcendentalfilosofi opfattedes den rene, ikke-empiriske selvbevidsthed om det erkendende jegs enhed gennem tid som en nødvendig betingelse for enhver genstandsbevidsthed, idet denne opstår som en syntese af sanseindtryk, der altid foreligger i en tidslig følge. Hvis ikke det forudsættes, at jeget er det samme igennem hele erkendeprocessen, opstår der ingen genstandsbevidsthed.

Hegel forkastede tanken om en ren og umiddelbar givet selvbevidsthed. Han opfattede selvbevidstheden som et resultat af bevidsthedens udvikling fra umiddelbart oplevende subjekt til vidende subjekt. Denne såkaldte refleksionsmodel for bevidstheden har spillet en betydelig rolle i 1800- og 1900-t. Også Husserl forkastede i sine tidligste arbejder kantianernes rene jeg, men nærmede sig i sine senere skrifter til Descartes. Hos Heidegger og Wittgenstein afvises selvbevidstheden som erkendelseskonstituerende; jegets forhold til sig selv er, som tidligere hos Kierkegaard, et praktisk, moralsk forhold.

Se også refleksion og bevidsthed.