transcendentalfilosofi

Transcendentalfilosofi er en filosofisk retning, der søger at bestemme de nødvendige betingelser for erfaring, erkendelse eller forståelse, idet det antages, at disse betingelser ikke selv kan være genstand for erfaring.

Begrebet stammer fra Immanuel Kant, der i Kritik der reinen Vernunft (1781) definerer transcendental erkendelse som en erkendelse, der ikke beskæftiger sig med genstande, men med måden, hvorpå vi erkender genstande, for så vidt som denne er mulig a priori.

Kants nærmere redegørelse herfor er dog ufuldstændig og flertydig og er blevet fortolket meget forskelligt. Én tradition lægger vægt på, at de nødvendige betingelser skal søges i det erkendende subjekts egen struktur; transcendentalfilosofi vedrører derfor måden, hvorpå subjektet former erfaringen og konstruerer sin verden, og den bliver dermed en form for idealisme. Denne opfattelse kendes fra bl.a. Johann Gottlieb Fichte og Edmund Husserl.

En anden tradition henter inspiration i nogle af Kants specifikke argumenter, bl.a. hans gendrivelse af idealismen. Denne tradition søger at konstruere såkaldte transcendentale argumenter, der skal gendrive skepticismen og fænomenalismen og godtgøre eksistensen af en bevidsthedsuafhængig omverden (omverdensproblemet).

Argumenterne har i reglen følgende form: Et udsagn om indholdet af erfaringen, fx farveoplevelse, antages at være sandt, da det også accepteres af en fænomenalist. Udsagnet vises herefter at forudsætte noget (fx at mennesker har erkendelse af ydre ting), som strider imod fænomenalismen, der således rummer en selvmodsigelse.

Sådanne argumenter er blevet fremsat i den sene del af Ludwig Wittgensteins forfatterskab og desuden af Peter F. Strawson, Karl-Otto Apel, Peter Zinkernagel m.fl. Argumenternes gyldighed er dog stærkt omstridt.