søvn

Søvn. Også dyr har brug for søvn.

.
.
.
.

Artikelstart

Søvn, naturlig tilstand med sænket bevidsthedsniveau, men med mulighed for fuldstændig vækning til vågen tilstand i løbet af sekunder til minutter.

Søvn kendes fra hvirveldyr, men har meget forskellig fremtrædelsesform hos forskellige arter og er ikke mulig at definere på enkel vis.

Søvnbegrebet er ændret i takt med vor bedre forståelse af hjernens virkemåde, især fordi elektriske potentialevariationer fra millioner af nerveceller kan måles udvendigt på hovedet ved elektroencefalografi (EEG). Se også adfærdsbiologi.

Søvndybden

.

Søvndybden viser sig ved, hvor kraftigt et stimulus der skal til for at vække en person. Ved stigende søvndybde er der øget grad af synkronisering af den elektriske hjerneaktivitet, som bliver langsommere, men paradoksalt nok med et større udsving. Ved EEG kan søvndybden således beskrives over tid uden forstyrrelse af søvnen. Hjernens stofskifte og blodgennemstrømning nedsættes med øget søvndybde, og de fleste fysiologiske systemer nedreguleres.

Søvndybden veksler mellem dyb søvn, REM-søvn og overfladisk søvn i perioder på ca. 90 min natten igennem. Opdagelsen af hurtige øjenbevægelser periodisk gennem natten viste sig at passe ind i bestemte EEG-perioder og blev efter den engelske betegnelse, Rapid Eye Movement-søvn, kaldt REM-søvn. Ved vækning i de forskellige faser fandt man, at det næsten udelukkende var i REM-søvnen, man drømte. Freuds antagelse af, at man er lammet under drømmesøvnen, viste sig at være korrekt; en praktisk foranstaltning, hvorved man undgår at udføre de bevægelser, man drømmer om. Se også drøm og søvnforstyrrelser.

Søvnfaser og -længde

Normalsøvnen er karakteriseret ved ophobning af den dybe søvn først på natten; REM-søvnperioderne forekommer regelmæssigt, men bliver længere i løbet af natten. En yngre voksen person sover i gennemsnit ca. 8 timer hver nat. Heraf er 2 timer dyb søvn, 2 timer REM-søvn og 4 timer overfladisk søvn. Gennem livet sker en meget udtalt ændring af søvnmængden. Det nyfødte barn sover 16 timer, heraf halvdelen som REM-søvn. Søvn-/vågen-perioderne veksler gennem hele døgnet, og først i etårsalderen samles nattesøvnen. Middagssøvnen optræder indtil førskolealderen, men også voksne er mere søvnige om eftermiddagen. Den dybe søvn bliver mindre fremherskende omkring 60-års-alderen; for mænd forsvinder den næsten helt.

Funktion

Søvn. Den gennemsnitlige udvikling i et menneskes søvnmønster fra fødsel til alderdom. Den største ændring sker i barndommen; i løbet af barnets fire første leveår reduceres søvnmængden med ca. en tredjedel, og drømmesøvnens andel falder fra ca. 50% til 20-25% af den samlede søvnmængde. De fleste af diagrammets søjler viser barndommens søvnudvikling. Ill.: SDE.

Søvnens funktion er ikke kendt med sikkerhed, men søvnbehovet vokser svarende til den tid, man har været vågen; det gælder især den dybe søvn. Ved flere døgns søvnmangel kan man næsten ikke holde sig vågen, hvilket er et udtryk for udtalt selvregulering. Drømmesøvnen reguleres ligeledes fra nat til nat, og man opfatter særlig den dybe søvn og drømmesøvnen som betydningsfulde. Ved mangel på dyb søvn opleves især kropslige symptomer på træthed, og væksthormonudskillelsen hænger nøje sammen med denne søvntype. REM-søvnen antages at have særlig betydning for analyse og lagring i hukommelsen af dagens mange indtryk og oplevelser.

Styring og kontrol

Søvnen styres ud fra overordnede reguleringsmekanismer, men psykisk eller fysisk aktivering virker forstyrrende på søvnen via en adrenalinlignende virkning i det aktiverende netværk af nerveceller i centralnervesystemet.

Døgnrytmen spiller endvidere en væsentlig rolle for etablering af de basale forudsætninger for, at søvnen kan indtræde, fx via faldende temperatur og stofskifte inden normal sengetid. Se også biologisk rytme.

Dyrs søvn

Nogle dyr, bl.a. visse frøer, synes ikke at vise de samme søvnændringer i nervesystemets aktivitet som fx mennesket, men de har alligevel klart adskilte aktivitets- og hvileperioder. For luftåndende, vandlevende dyr, fx pattedyr som sæler, søkøer og hvaler, udgør søvn et særligt vejrtrækningsproblem. Hvaler og muligvis også sæler synes at løse problemet ved at veksle mellem vågen og sovende tilstand på skift mellem de to hjernehalvdele.

Samme søvnmønster kendes hos fugle, som således er i stand til at holde øje med eventuelle rovdyr; de sover så at sige med ét øje åbent, nemlig dét modsat den vågne hjernehalvdel. Søvnmængden varierer mellem arter. Nogle flagermus sover i op til 80% af døgnet, katte sover halvdelen af livet, mens fx heste og giraffer blot sover 2-3 timer i døgnet.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig