rotvælsk

Rotvælsk, skøjersprog, kæltringelatin, prævelikvantsprog, hemmeligt sprog brugt af de danske natmænd.

Faktaboks

etymologi:
Ordet rotvælsk kommer af romani rot 'tigger, bedragerisk, falsk' og tysk welsch 'vælsk, fremmed, udenlandsk', egentlig 'romansk'.

Ordforrådet stammer til dels fra det tilsvarende tyske natmandssprog rotwelsch, fx knop 'brændevin', trappert 'hest' og de latinskprægede akve 'vand', patrum 'far' og fakke 'gøre', men rummer også ord dannet ud fra dansk, fx bræggert 'får' og mjavert 'kat'.

Fra romani er hentet ord som schor 'tyv' og gab 'landsby' og fra jiddisch fx gannef 'tyv' og malochen 'arbejde'.

Mange navneord blev dannet med særlige endelser, fx -es i feltes 'mark', funkes 'ild' og kampes 'sten', eller -um som i glarum 'glas'. Pronominalendelsen var -ueses, fx dinueses 'din' og hinnueses 'hun'.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig