pungdyr

En koala sidder i et træ et sted i det sydlige Victoria, Australien.
Koala
Af /Ritzau Scanpix.

Pungdyr. Konvergens hos pungdyr og placentale pattedyr. Inden for begge grupper er der fra primitive stamformer ved to selvstændige forløb udviklet specialiserede arter, som i levevis og bygning viser slående paralleller. Tilsyneladende frembyder det terrestriske miljø et begrænset antal livsmuligheder eller økologiske nicher, og begge de to hovedgrupper har uafhængigt af hinanden udviklet arter, som har tilpasset sig disse nicher. Dette er et eksempel på de evolutionære mekanismers generelle karakter.

.

Kænguru med en unge i pungen.

.

Pungrotter. Den nordamerikanske pungrotte eller opossum er det eneste pungdyr, der er indvandret til Nordamerika; vest for Rocky Mountains dog indført af mennesket. Den er nataktiv og har en varieret kost fra insekter og andre smådyr over frugter til ådsler og menneskets affald. Efter en drægtighed på 12-13 dage føder den op til 25 små unger på størrelse med en honningbi, men da der kun er 13 pattevorter, er der allerede fra fødslen kamp om tilværelsen, og den endelige kuldstørrelse er gennemsnitlig på 8.

.

Artikelstart

Pungdyr, Metatheria, Marsupialia, infraklasse af pattedyr omfattende ca. 250 nulevende arter. De varierer i størrelse fra få cm lange pungspidsmus til 2 m høje kænguruer.

Forplantning

Vombat. Tasmanien.

.

Sammenlignet med de placentale pattedyr (pattedyr med moderkage, placenta) fødes ungerne på et meget tidligt stadium, og de tilbringer den følgende tid fasthæftet til moderens pattevorte, ofte bag en beskyttende hudfold, pungen. Opholdet i livmoderen varer fra 8 dage hos de mindre arter til 40 dage hos de store kænguruer. Det meste af den nødvendige energi til fosterets udvikling findes i en blommesæk. Optagelsen af ilt og udskillelsen af affaldsstoffer sker også via blommesækken, som er rigt forsynet med blodkar. Hos punggrævlinger danner fosteret en placentalignende udvækst, men den har ikke de talrige forgreninger, som hos placentale pattedyr sikrer den faste forbindelse til livmodervæggen.

Umiddelbart før fødslen slikker hunnen en bane fra kønsåbningen til pattevorterne. De meget små nyfødte (generelt under 1 % af moderens vægt) følger dette spor, og som en tilpasning til den farlige færd er forlemmerne i dette stadium uforholdsmæssig kraftigt udviklede. Trods navnet er pungen ofte svagt udviklet eller mangler helt; det gælder bl.a. flere pungrotter og pungrovdyr. Disse har generelt flere unger pr. kuld end arter med veludviklet pung. Formentlig er pungen en sekundær struktur, udviklet uafhængigt hos forskellige grupper.

Tandsæt

Der er også afgørende forskelle i tandsættet. Mens det maksimale antal fortænder i hver kæbehalvdel hos de placentale pattedyr er tre, kan der være op til fem i overkæben og fire i underkæben hos pungdyr. Desuden er der tre præmolarer og fire molarer (omvendt hos de placentale), og der er ikke en fuldstændig udskiftning af mælketandssættet, idet pungdyr kun udskifter den tredje præmolar. Hos de nulevende pungdyr er dette oprindelige tandsæt på forskellig måde specialiseret og reduceret.

Udbredelse og oprindelse

Pungdyr findes stort set kun i Sydamerika og Australien. Specielt i Australien har pungdyrene været næsten enerådende i hele den periode, hvor pattedyrene udvikledes. Der findes adskillige arter, som både i bygning og levevis viser slående paralleller til placentale pattedyr i den øvrige verden, bl.a. pungulv, pungmår og pungmuldvarp.

De nulevende pungdyr i Sydamerika er overvejende ret små insekt- eller altædende former, der også i tidligere tid indtog færre økologiske nicher end pungdyrene i Australien. Det skyldes, at de sydamerikanske pungdyr har måttet konkurrere med placentale pattedyr. I hele den periode, da Sydamerika var adskilt fra Nordamerika, var det dog pungdyr (Borhyaenoidea), der indtog rovdyrnicherne med et bredt spektrum af arter. Særlig bemærkelsesværdig var sabelpungtigeren, der havde slående ligheder med den egentlige sabeltiger tilhørende de placentale rovdyr. Begge var formentlig tilpasset jagt på de stærkt armerede skjolddyr. Disse og mange andre af de oprindelige sydamerikanske arter forsvandt i forbindelse med den massive invasion af placentale pattedyr nordfra, som fandt sted, da landforbindelsen med Nordamerika etableredes for ca. 3 mio. år siden.

Pungdyrenes nuværende begrænsede udbredelse afspejler ikke den oprindelige. Fossilfund (de ældste er ca. 100 mio. år gamle) viser en varieret pungdyrfauna i Nordamerika i Sen Kridt, men pungdyrene spredte sig også til Europa, Asien og Nordafrika. Disse pungdyr blev formentlig udkonkurreret af placentale pattedyr, og alle nulevende pungdyr nedstammer fra en særskilt udviklingslinje med basis i Sydamerika. Herfra har de via Antarktis spredt sig til Australien på et tidspunkt, da de tre kontinenter var i direkte forbindelse med hinanden, og Antarktis havde et langt mildere klima end nu. Landforbindelsen mellem Australien og Antarktis blev brudt i slutningen af Kridt (for 70-65 mio. år siden).

Klassifikation

De nulevende pungdyr inddeles i otte ordener. De fleste omtales særskilt: pungrotter (Didelphimorphia), pungrovdyr (Dasyuromorphia), punggrævlinger (Peramelemorphia) samt pungaber, pungbjørne og kænguruer mv. (Diprotodontia). Ordenen Paucituberculata omfatter de sydamerikanske inkaspidsmus. De er langsnudede, op til rottestørrelse, har 3-4 fortænder i hver kæbehalvdel, hvoraf de to forreste i underkæben er store og fremadrettede, fem tæer på forfod og bagfod; de er nataktive og lever af insekter og orme. De syv nulevende arter henføres til familien Caenolestidae. Microbiotheria omfatter én art, der lever i Sydamerika.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig