pungrovdyr

Tasmansk pungdjævel (Sarcopilus Harrisii).

.

Artikelstart

Pungrovdyr, Dasyuromorphia, orden af pungdyr. De er ret oprindeligt byggede pungdyr med en beskeden reduktion i antallet af fortænder og præmolarer samt en symmetrisk bagfod, hvor første tå er reduceret. De findes i Australien.

De fleste arter (ca. 70) tilhører familien Dasyuridae, pungmårer, der spænder fra små insektædere til større rovdyr, som fortærer andre hvirveldyr. Blandt førstnævnte findes flere arter af såkaldte pungspidsmus (Antechinus mfl.). De har ingen pung, men omkring de enkelte pattevorter dannes skålformede hudfolder, der beskytter ungernes hoved. Som vore hjemlige spidsmus har de et højt stofskifte, og hos flere arter (Sminthopsis) dannes i den fortykkede hale et fedtdepot, der tjener som reservenæring. De har et for pattedyr usædvanlig skarpt generationsskifte, idet hannerne ofte dør umiddelbart efter parringen og hunnerne kort efter ungernes fravænning. Hos de beslægtede pungspringmus (Antechinomys) er baglemmerne forlængede til springben, og halen fungerer som balanceorgan. De lidt større arter, egentlige pungmårer (Dasyurinae), har som de placentale rovdyr omdannet et kindtandspar til et kraftigt skæreapparat. De lange og krumme kløer tjener til at fastholde byttet. Pelsen har ofte artskarakteristiske lyse pletter. Den største pungmår er på størrelse med vor hjemlige mår.

Familiens største medlem er pungdjævelen (Sarcophilus), et robust, kattestort rovdyr (7-9 kg) med en sort pels og meget kraftige tænder. Efter dingoens ankomst forsvandt den fra det australske hovedland, men overlevede på Tasmanien, hvor der nu er en sikret bestand. Den kan dræbe andre pungdyr, men lever i høj grad som ådselæder.

Pungulven (Thylacinus cynocephalus) tilhører sin egen familie. Den var på størrelse med en stor hund, pelsen var brunlig med op til 20 mørke tværstriber langs ryggen. Som hos mange andre pungdyr var halen tyk og muskuløs. Den levede udelukkende af frisk dræbt bytte og blev derfor en trussel mod europæernes fåreavl, hvilket førte til en intens forfølgelse. Det sidste vildtlevende eksemplar blev nedlagt på Tasmanien i 1930, og allersidste overlevende individ døde i en zoologisk have i 1936.

Pungmyreslugeren (Myrmecobius fasciatus) tilhører også sin egen familie med kun denne art. Som andre myrespisere har den en lang snude og en lang klæbrig tunge samt kraftige gravekløer på forbenene. Tænderne er reduceret til små spidse nåle, som til gengæld er til stede i et antal af 52 — det højeste antal hos et landlevende pattedyr. Længden er ca. 45 cm inkl. hale, pelsen gulbrun fortil og mørkere bagtil med lyse tværstriber langs hele ryggen. Arten var tidligere vidt udbredt, men ødelæggelse af dens levesteder og trussel fra den indførte europæiske ræv har trængt den tilbage til det sydvestlige Australien. Her beskyttes den ved fredning af egnede levesteder og gennem jagt på ræve.

Pungmuldvarpe henføres til en selvstændig orden, Notoryctemorphia.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig