pungrotter

Pungrotter. Den nordamerikanske pungrotte eller opossum er det eneste pungdyr, der er indvandret til Nordamerika; vest for Rocky Mountains dog indført af mennesket. Den er nataktiv og har en varieret kost fra insekter og andre smådyr over frugter til ådsler og menneskets affald. Efter en drægtighed på 12-13 dage føder den op til 25 små unger på størrelse med en honningbi, men da der kun er 13 pattevorter, er der allerede fra fødslen kamp om tilværelsen, og den endelige kuldstørrelse er gennemsnitlig på 8.

.

Artikelstart

Pungrotter, Didelphimorphia, orden af pungdyr. Pungrotter er de mest oprindeligt byggede pungdyr med mange fortænder, såkaldt tribosphene kindtænder og femtåede lemmer. Gruppen udvikledes i Sydamerika, og de ca. 100 arter tilhører alle familien Didelphidae.

Det er ret små (10 g til 2 kg), klatrende former med en kraftig gribehale og en varieret kost. I modsætning til de fleste øvrige pungdyr klarer de sig godt i konkurrencen med placentale pattedyr, og en enkelt art, den nordamerikanske opossum (Didelphis virginiana), er trængt helt op til det sydlige Canada. Pungodderen (Chironectes minimus), der findes i Syd- og Mellemamerika, er det eneste pungdyr, der er tilpasset et liv i vand. Den har tæt pels, svømmehud mellem bagfodens tæer og en kraftig, skælklædt hale.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig