pibere

Skovpiber.

.

Skærpiber (Anthus petrosus).

.

Artikelstart

Pibere, Anthus, slægt af spurvefugle i familien Motacillidae, der desuden omfatter vipstjerter samt de afrikanske sporepibere (Macronyx), otte arter med stærkt gul eller rød underside, meget store fødder og lange kløer. Piberne (43 arter) er den videst udbredte af alle spurvefugleslægter og findes på alle kontinenter undtagen Antarktis og desuden på mange oceaniske øer. De er små (14-18 cm) fugle med tyndt, spidst næb og ret store fødder med lang bagklo, uanseeligt tegnet i brunlige farver med mørkere striber og pletter. De færdes oftest på jorden og lever i åbne landskaber som græsland, eng, hede og halvørken, åbne skove og skovlysninger og langs klippekyster. Føden er smådyr, især insekter. I yngletiden er de territoriale, og de fleste arter har en spektakulær sangflugt. Reden bygges skjult i vegetationen på jorden; kun hunnen ruger, men begge mager fodrer ungerne.

I Danmark yngler fire arter. Skovpiber og engpiber er begge almindelige, mens skærpiber (Anthus petrosus) og markpiber (A. campestris) er meget fåtallige og i hovedsagen indskrænket til hhv. stenede øer i Kattegat og sandede områder ved Skagen og på Anholt; markpiberen synes at være på vej til helt at forsvinde som ynglefugl i landet. Bjergpiberen (A. spinoletta) optræder ved vore kyster som en fåtallig vintergæst fra bjergområder i Syd- og Mellemeuropa. Desuden forekommer to arter fåtalligt på trækket: rødstrubet piber (A. cervinus) fra Nordskandinaviens og Sibiriens tundra og storpiber (A. richardi) fra Central- og Østasien. Tajgapiberen (A. hodgsoni) er truffet fem gange i Danmark som tilfældig gæst fra Sibirien, mens mongolsk piber (A. godlewskii) fra Centralasien er iagttaget tre gange.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig