Ny matematik var en ny type matematikundervisning, som blev indført i skolernes undervisning i 1970'erne. Ved denne omlægning oplevede mange forældre, at de ikke længere var i stand til at hjælpe med lektierne. Helt overordnet var ideen, at eleverne skulle præsenteres for matematiske ideer og begreber i deres mest muligt abstrakte form med henblik på at fremme abstrakt tænkning hos eleverne. Eleverne skulle dermed blive i stand til selv at konkretisere og anvende matematikken i mange forskellige sammenhænge. Fra en undervisning, der havde fokuseret på geometri og regnefærdigheder, gik man over til at undervise bl.a. baseret på mængdelære og funktioner.

Faktaboks

Også kendt som

new math

Efter skarpe angreb fra bl.a. nobelpristageren Richard P. Feynman blev de pædagogiske principper, der lå til grund for new math, i begyndelsen af 1970'erne miskrediteret i USA, men de var fortsat grundlaget for den danske folkeskoleundervisning op i 1980'erne. Indenfor matematikdidaktik udvikledes den hollandske skole Realistic Mathematics Education (RME) som en kritisk reaktion mod new math, med Hans Freudenthal (1905-1990) som en central skikkelse.

Den ny matematik blev kritiseret, også udenfor det skolefaglige miljø, for eksempel i bogen Hvorfor kan Jørgen ikke regne? – Den ny matematiks fallit af Morris Kline fra 1977 (oversat fra Why Johnny can’t ad) og i sangen New Math af Tom Lehrer, som tager udgangspunkt i regnestykket 342-173. Sangen er en satire over en udvikling, hvor det at forstå principperne er vigtigere end at få det rigtige resultat, og hvor den ældre generation blev ladt i stikken, sådan som han beskriver det i første vers:

You can't take three from two, Two is less than three, So you look at the four in the tens' place. Now that's really four tens, Regroup, and you change a ten to ten ones, And you add them to the two and get twelve, And you take away three, that's nine. Is that clear? Omkvædet lyder: Hooray for new math, New-hoo-hoo-math, It won't do you a bit of good to review math. It's so simple, So very simple, That only a child can do it!

I USA er der i 1990'erne opstået endnu en pædagogisk retning, new new math eller fuzzy math, der nedprioriterer formelle beviser og udenadslære og i stedet betoner løsning ved gætteri og gruppediskussioner. Kritikere mener, at det resulterer i borgere, der ikke kan udregne 12 gange 12 uden en lommeregner.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig