neger

Artikelstart

Neger er den traditionelle danske betegnelse for en person, som tilhører eller nedstammer fra en af de mørkhudede befolkningsgrupper, der lever i den del af Afrika, som ligger syd for Sahara. Neger er tidligere blevet betragtet som en neutral betegnelse på linje med folkeslagsbetegnelser som fx araber, inder og kineser, men er siden slutningen af 1900-tallet i stigende grad blevet betragtet som et forældet eller direkte nedsættende ord. I dag opfattes neger af mange som et helt ubrugeligt ord, og i stedet bruges især ordet sort.

Faktaboks

Etymologi
Ordet neger kommer via tysk Neger og fransk nègre fra portugisisk negro, af latin niger 'sort'.

Den ovennævnte udvikling i dansk sprogbrug afspejler en tilsvarende udvikling i nyere amerikansk engelsk. Det amerikanske modsvar til det danske ord neger, nemlig negro, var en almindelig brugt betegnelse blandt såvel sorte som hvide amerikanere i perioden ca. 1920-1965. Brugen af negro stammer oprindelig fra portugisiske slavehandlere, og hvide amerikanere brugte det i slaveriets første tid om sorte, hvis status som enten free (fri) eller slave var ukendt eller uden betydning.

Indtil omkring 1800 brugte sorte amerikanere ofte ordet African (afrikaner) om sig selv. I løbet af 1800-tallet blev African afløst af colored (farvet), som var den almindelige betegnelse indtil omkring 1920, hvor fremtrædende medlemmer af USA's sorte befolkning begyndte at bruge betegnelsen negro.

Både colored og negro blev brugt indtil midten af 1960’erne, hvor de efterhånden blev afløst af black (sort), ikke mindst som følge af Black Power-bevægelsens opgør med tidligere generationers kamp for fuld integration af USA’s sorte mindretal. I løbet af 1980’erne begyndte mange at bruge African American som erstatning for black, men begge betegnelser er almindelige i nutidens amerikanske sprogsamfund.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig