mudderdrager

En mudderdrages anatomi består af tre dele: et hoved besat med op mod 80 små sensoriske eller motoriske kroge, som kaldes scalider, en hals bestående af en række små plader og en leddelt krop, der i det voksne dyr altid består af 11 led. Hovedet med dets mange scalider kan trækkes ned i kroppen, og det er denne gentagne udkrængning og tilbagetrækning af hovedet, som hjælper mudderdragen til at bevæge sig gennem sedimentet. Når hovedet er trukket helt ned i kroppen, former de små plader i halsen en lukkemekanisme omkring dyrets forende. Den leddelte krop er meget bevægelig takket være dens muskulatur bestående af repeterede længdegående, tværgående og diagonale muskler. Kroppen bærer ofte lange pigge, som giver mudderdragen dens drageagtige udseende. Desuden har hvert kropsled små sanseorganer og slimkirtler. Sidstnævnte er også vigtige for mudderdragens bevægelser, da de secernerer små slimtunneller som mudderdragerne glider igennem.

Hele mudderdragens hoved, hals og krop er dækket af en kitinholdig kutikula, ligesom man bl.a. ser det hos rækker som rundorme, pølseorme, leddyr og bjørnedyr. Den hårde kutikula beskytter dyret, men den vokser ikke, når resten af mudderdragen bliver større. Derfor afkastes kutikulaen i takt med, at dyrene vokser, og der dannes en ny og større kutikula. Denne udskiftelige kutikula er et fælles evolutionært træk for alle de dyrerækker, man tilsammen kalder for Ecdysozoa. Indenfor Ecdysozoa er mudderdragerne nærmest beslægtede med korsetdyr og pølseorm, og tilsammen kaldes de tre rækker Scalidophora; navnet refererer til tilstedeværelsen af scalider – de små kroge der sidder i rækker omkring dyrenes udkrængelige hoveder.

Alle mudderdrager er særkønnede, og hunnerne producerer kun ét enkelt modent æg af gangen. Man ved ikke meget om mudderdragernes reproduktionen, men man har teorier om, at de kun parrer sig sjældent – måske kun én enkelt gang i en huns liv – og at hun så kan gemme hannens sæd til at befrugte alle fremtidige æg. Når hunnen har lagt et befrugtet æg, beskytter hun det i en lille pakke bestående af sediment og slim, som hun selv producerer. Det er usædvanligt at se små dyr udvise ægpleje, men det skyldes formentligt, at hun producerer så relativt få æg. Afkommet, som klækker af ægget, er ikke en egentlig larve, der skal gennemgå metamorfose; det minder i stedet om den voksne mudderdrage, men har færre scalider i hovedet og færre led i kroppen. Den unge mudderdrage gennemgår nu i alt seks kutikula-skift, og hver gang den har skiftet hud, har den enten tilføjet en række scalider i hovedet eller et led til kroppenligner, så den den mere og mere ligner den voksne mudderdrage. Efter det sjette hudskifte bliver mudderdragen kønsmoden.

Eksempler på danske mudderdrager er Semnoderes armiger og Pycnophyes aulacodes,der begge findes i den nordlige del af Øresund. De to arter er gode eksempler på, hvor forskellige mudderdragerne kan se ud, selv om de begge følger den samme grundplan med et hoved, en hals og 11 kropsled. Med dens slanke krop og mange pigge ligner Semnoderes virkeligt en lille drage, mens Pycnophyes har en langt mere robust krop med en tyk kutikula, hvilket får den til at minde om en lille pansret orm.

Danmark har i de seneste 20 år været en af hovedkræfterne i international mudderdrage-forskning, og Statens Naturhistoriske Museum har verdens største type-samling af mudderdrager, dvs. mudderdrager, der er anvendt i forbindelse med artsbeskrivelser.

• Scalidophora